Joseph Addison

Addison, der var søn af en domprovst, udmærkede sig under sine studier i Oxford og foretog en længere dannelsesrejse rundt i Europa 1699-1703. Ved sine formfuldendte latinske oder tiltrak han sig bl.a. digteren Drydens opmærksomhed. The Campaign (1705), et hyldestdigt i heroiske kupletter til sejrherren fra slaget ved Blenheim, hertugen af Marlborough, skaffede ham adgang til Whig-partiet. Han blev parlamentsmedlem og politisk journalist, bl.a. med bidrag til Steeles The Guardian, 1713, og havde betydelige administrative poster i Irland under to Whigregeringer.

Addison forsøgte sig i flere genrer; hans klassiske tragedie Cato (1713) blev berømmet, og mange af hans digte ramte præcist tidens smag for det hult pompøse og skinhelligt moraliserende. Komedien The Drummer (1916) opnåede en vis succes.

Det er som essayist at Addison særligt huskes. The Spectator, der nærmest kan beskrives som et dagblad kun bestående af en kronik, var vel ikke noget nyt — Steele havde foregrebet formen i The Tatler (1709-11), hvortil Addison også havde bidraget. Men det blev The Spectator, med sin læservenlige stil og sin elskværdige moraliseren og lommefilosoferen over alt fra kunstige skønhedspletter til aktuel litteratur, der slog an og kom til at danne mode, efterhånden som der i hele Europa opstod et behov for at belære og underholde den nye middelklasse.

Man har kaldt Addison den første victorianer, og han kom faktisk til at præge de følgende generationers idealer i stort og småt. Stilen i hans essays, der blev genoptrykt igen og igen, blev rost af Dr. Johnson og er en af de vigtigste forudsætninger for den moderne avisprosa. Det galleri af opdigtede, tidstypiske figurer, der optræder i Spectator-artiklerne — fra landadelsmanden Sir Roger de Coverley til forretningsmanden Sir Andrew Freeport — blev meget beundret og efterlignet, bl.a. af den unge Charles Dickens.

• Storbritanniens litteratur