Jan van der Heyden

Jan van der Heyden var en hollandsk kunstner, opfinder, fabrikant og embedsmand. Han blev født i Gorinchem, men voksede op i Amsterdam.

Van der Heyden beskæftede sig primært med at male bylandskaber og arkitektur. Han er især kendt for sit arbejde med lyssætning og skygger og hans næste unaturligt klare lysfald på motiverne.

Van der Heyde havde en stor interesse for ingeniørkunst og ernærede sig også ved dette arbejde. I 1669 blev han udnævnt til ansvarlig for al gadebelysning i Amsterdam, efter opfindelsen af en ny og mere effektiv type olielampe til gadebelysning. Det var på nogenlunde samme tid, at han ophørte med at male.

I 1673 blev han sammen med sin bror, Nicolaes, ansvarlig for byens brandvæsen. Året forinden havde de i fællesskab opfundet en ny og meget effektiv vandpumpe sammen med opfindelsen af den forede og lærredsvævede brandslange. Brødrenes patenterede brandslange havde en længde af 15 meter, hvilket stadig i dag er standardlængden for en brandslange.

Som ansvarlig for brandvæsenet reorganiserede van der Heyden Amsterdams brandvæsen. Byen blev inddelt i en række slukningsdistrikter, ligesom han indførte faste brandvagter, uddannelse og øvelser for brandmandskabet; noget, der var uhørt i samtiden. Dette arbejde beskrev han i bogen Beschrijving der nieuwlijks uitgevonden en geoctrojeerde Slangbrandspuiten ('Beskrivelse af de nyligt opfundne og patenterede slange-brand-sprøjter').

Van der Heyden opførte i årene efter 1680 en fabrik, der fabrikerede brandmateriel.

I de sidste to år af sit liv genoptog han at male. Han døde i 1712.

Van der Heyden var i samtiden kendt for sine opfindelser, der var revolutionerende på flere områder. Som maler var han stort set ukendt. I eftertiden er han blevet et emne for både kunst- og ingeniørstuderende, på grund af hans enormt detaljerede bygningsmalerier, hvor man ofte kan se de enkelte mursten i selv store bygningsværker.