Ismail 1., 17.7.1487-23.5.1524, shah af Iran fra 1501, den første af det safavidiske dynasti, der regerede Iran indtil 1736. Ismail 1. var politisk og religiøst dybt forankret i den tyrkisktalende shiitiske bevægelse i Østanatolien og Khorasan, kızılbaş 'rødhovederne', som han som 12-årig blev sat i spidsen for. I 1501 kunne han erobre Tabriz og lade sig udråbe til shah, og gennem en række erobringer fra Fars i 1503 over Baghdad i 1508 til Shirvan i 1509 samlede den karismatiske Ismail Iran til en stormagt. Ismails kampe mod usbekere i øst førte til nederlag i 1512, og i 1514 tabte han ved Chaldiran til den osmanniske sultan Selim. Ismails guddommelighed blev nu betvivlet af hans tilhængere. Muligheden for at skabe et teokrati var tabt, men Ismails styre overlevede, og han søgte støtte både hos de første stormoguler i Nordindien og hos habsburgerne i Europa. I begyndelsen af 1500-t. ændrede opdagelser, nye fjernhandelsveje og ikke mindst ny militærteknologi de bestående magtforhold og muliggjorde opkomsten af nye imperier, men samtidig videreførte Ismail en gammel, sufisk påvirket shiisme og skildrede i tyrkisksprogede traditionelle digte den søgende sjæls fuldstændige forening med Gud.