Faktaboks

Isabella Obaze

Isabella Bryld Obaze

Født
30. oktober 2002

Isabella Obaze er en dansk fodboldspiller, der spiller for den amerikanske klub Portland Thorns. Hun er forsvarsspiller og fik debut på det danske landshold i 2022. Obaze har spillet 15 landskampe og scoret et enkelt mål for Danmark (pr. 1. december 2025).

Isabella Obazes klubkarriere

Isabella Obaze i Nations League-kampen mellem Danmark og Wales den 31. oktober 2023. Danmark vandt kampen 2-1 på mål af Amalie Vangsgaard og Sofie Bredgaard.
Isabella Obaze
Af /Ritzau Scanpix.

Isabelle Obaze er af nigeriansk afstamning, men født i Kolding og debuterede i 2018 på førsteholdet i KoldingQ, inden hun i 2021 skiftede til HB Køge. Her fik den talentfulde forsvarsspiller stor succes. I sin tid i klubben nåede hun således at vinde to danske mesterskaber og spille Champions League-fodbold, ligesom hun fik debut på A-landsholdet. Flere udenlandske klubber havde nu fået øje på Isabella Obaze, og i januar 2023 blev hun solgt til den svenske klub FC Rosengård. Efter succes på både klub- og landshold gik turen i januar 2024 videre til den amerikanske klub Portland Thorns.

Klubber

  • KoldingQ (2018-2021)
  • HB Køge (2021-2023)
  • FC Rosenborg (2023-2024)
  • Portland Thorns (2024-)

Titler

  • Dansk mester med HB Køge i 2021 og 2022

Isabella Obazes landsholdskarriere

Isabella Obaze har spillet 30 landskampe på diverse ungdomslandshold og debuterede på seniorlandsholdet den 16. februar 2022 i en kamp mod Italien ved turneringen Algarve Cup. Herefter var hun ude af landsholdstruppen i en længere periode, men efter en række gode præsentationer for FC Rosengård gjorde hun comeback i en Nations League-kamp mod Island den 27. oktober 2023. Hun scorede sit første landskampsmål i en træningskamp mellem Danmark og Sydafrika den 25. oktober 2024. Obaze var også med i truppen til EM i 2025, men kom ikke på banen.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig