Indra er en af de vigtigste guder i vedisk religion. Han er inkarnationen af den perfekte kriger, som med sit våben, tordenkilen vajra, drager i kamp på en gylden vogn trukket af to gulbrune heste.
Indra er den vigtigste gud i Rigveda, og omkring en fjerdedel af værkets 1028 hymner er dedikeret til ham. Som gud er Indra først og fremmest en kriger, der beskytter sine følgere. I denne krigerrolle er Indra bevæbnet med sin vajra. I de tidligste vediske tekster er vajraen en kølle, som Indra anvender til at kaste mod fjenden eller slå ham; først senere bliver den beskrevet som en tordenkile. I Rigveda har Indras vajra derfor mere tilfælles med Thors hammer Mjølner end Zeus’ tordenkile. Indra næres af soma-drikken, og i somapåvirket tilstand kan han udføre store bedrifter. Den største af disse er tilintetgørelsen af ur-monsteret Vṛtra, som havde fanget de livgivende vande. I nogle myter besejrer Indra Vṛtra alene, mens andre beskriver at han fik hjælp af Maruts eller andre guder.
Generelt er Indra den gud med det mest udbyggede mytologiske narrativ. I en anden myte (som i nogle tilfælde kobles sammen med Vṛtra-myten) befrier han de hellige køer fra Paṇierne, som holdt dem fanget i Vala-hulen. Indra åbnede her ikke hulen ved hjælp af vold, men ved at bruge ordets kraft gennem kraftfulde mantraer. I denne dåd er han i visse versioner støttet af en gruppe præster kaldet aṅgiraserne.
Indra har derfor både rollen som præstekonge og krigerkonge. Hans ophav er en smule mere kompliceret. Det er ukendt præcis hvem Indras mor er. Hun optræder i forskellige hymner i samtale med Indra, men hun er ikke navngivet på samme måde, som Aditi er mor til āditiyaerne. Indras far er derimod kendt, og beskrives oftest som guden Tvaṣṭar “skaberen”.
Som følge af den mere udbyggede mytologi har Indra også et større karaktergalleri af modstandere: Namuci, Śambara, Pipru, Dhuni, Cumuri og Varcin. Mange af disse deler det træk, at de har ikke-indoariske navne, hvilket tyder på at de repræsenterer det folk, der boede i området, da indoarierne ankom.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.