Hattusha

De tidligste spor af bebyggelse på stedet er fra det 6. årtusind f.v.t. i kalkolitisk tid (kobberalderen). Fra omkring slutningen af det 3. årtusind f.v.t. menes det hattiske folk at have etableret en egentlig bydannelse.

I det tidlige 2. årtusind f.v.t. bosatte assyriske købmænd sig i handelskolonier ved adskillige byer i Anatolien, herunder også Hattusha. De assyriske købmænd havde deres anatoliske hovedsæde i Kanesh syd for Hattusha. Kanesh var på daværende tidspunkt beboet og regeret af hittitter, hvilket kan ses på de mange hittitiske navne på lokale folk samt enkelte låneord, der er fundet i de assyriske købmænds tekster fra Kanesh.

Man har også en hittitisk tekst forfattet i slutningen af denne periode af kong Anitta af Kanesh, og som er fundet i arkiverne i Hattusha. Anitta skriver i teksten, at han erobrede Hattusha, som var hattisk, og udslettede byen. Dette stemmer overens med et arkæologisk lag, der viser, at byen blev brændt ned og nærmest udslettet omkring år 1700 f.v.t. Anitta formaner endvidere, at Tordenguden vil straffe den, som igen bosætter sig der.

Alligevel bliver Hattusha ikke alene bosat igen, men den bliver få årtier senere hovedstad for Anittas efterkommeres kongedømme, Hittitterriget, som i samtiden blot benævnes efter selve byen: Ḫattuša på hittitisk, Ḫatti på akkadisk. Hattusha er hovedstad for riget i størstedelen af dets levetid, ca. 1650-1180 f.v.t.

Omkring år 1650 f.v.t. flyttes hovedstaden fra Kanesh til Hattusha. Den første konge, som vi har historiske kilder fra fra denne tid, er Hattushili 1. (Ḫattušili I), som også har taget navn efter byen, idet hans navn betyder 'manden fra Hattusha'. Han menes at være en direkte efterkommer af Anitta, og igennem hele Hittitterrigets levetid regeres riget af denne slægt, selvom der igennem hittitisk historie ofte er tale om blodige tronopgør.

Fra Hattusha etablerede hittitterne et imperium, der på sit højeste dækkede over det meste af Anatolien og Syrien. Det var en stormagt i bronzealderens Nærorient på lige fod med Ægypten, Assyrien, Babylonien og Mitanniriget, som det til dels opslugte under Šuppiluliuma 1. Der var livlig korrespondence mellem kongerne fra disse riger og de hittitiske konger i Hattusha.

Efter territoriale erobringer i Levanten under Šuppiluliuma 1. medbragtes ægyptiske krigsfanger ca. 1350 til Hattusha. Blandt disse krigsfanger udbrød der en pest eller sygdom, som spredte sig som en epidemi i Hattusha og hele Hittitterriget, den såkaldte hittitiske pest. Pesten krævede mange liv, bl.a. Šuppiluliuma selv og hans søn Arnuwanda 1., hvorefter Šuppiluliumas yngre søn, Muršili 2. blev konge. Vi har både bønner og personlige beretninger fra Muršili fra denne tid, som beskriver hans dybe fortvivlelse og bønfaldelse til guderne om at lade pesten stoppe.

Pesten blev også bevidst bragt til det vestlige rige Arzawa for at bringe dem i knæ, hvilket er det første eksempel på biologisk krigsførelse. Selvom det er meget usikkert, menes pesten muligvis at have været tularæmi, som man har fundet blandt den ægyptiske befolkning på denne tid. Senere i Muršilis regeringstid nævnes pesten ikke længere.

De hittitiske konger flyttede flere gange hovedstaden til andre byer, for det meste grundet indtrængende angreb fra især folket kashkaerne fra nord. Dette skete første gang, da Tudhaliya 1./2. flyttede hovedstaden til Shapinuwa (Šapinuwa) ved nutidens Ortaköy 70 km øst for Hattusha. Langt senere flyttede Muwatalli 2., Muršili 2.'s søn, hovedstaden til Tarhuntassa, hvis beliggenhed var syd for Hattusha, men den er endnu ikke fundet. I sidste ende vendte kongerne altid tilbage til Hattusha som hovedstad, som den var frem til Hittitterrigets fald.

Omkring 1180 f.v.t. blev Hattusha ødelagt og gik til grunde sammen med Hittitterriget. Denne ødelæggelse var en del af det større bronzealderkollaps, hvor snart sagt alle bronzealderens riger og magtcentre blev hærget, plyndret eller på anden vis tvunget i knæ af bl.a. de såkaldte havfolk.

Efter ødelæggelsen lå byen forladt hen i flere århundreder. I midten af 700-tallet f.v.t. etableredes en mindre frygisk bydannelse på stedet. I hellenistisk og romersk tid var det en ubetydelig landsby. Området blev aldrig et magtcentrum eller en egentlig by igen.

Få kilometer fra bymurene lå en helligdom, der i dag benævnes med det tyrkiske navn Yazılıkaya ('indgraveret sten'). Her er religiøse relieffer af guder og konger hugget ind i siden af en gruppe stenklipper, som danner naturlige aflukker, der blev brugt som religiøse kamre. Det var et vigtigt religiøst center i nærheden af hovedstaden, og det menes, at der har været officielle processioner hertil ved særlige religiøse højtider og festivaller for at udføre diverse ritualer, såsom ved nytårsfestivallen purulli.