Giovanni Pascoli

Pascolis bedste italienske digte findes i samlingen Myricae (1891, udvidet i 1903). I digtene præsenteres konkrete sanseudtryk i en form, der gør forfatteren til Italiens første symbolist og en typisk repræsentant for europæisk lyrik i 1800-tallets sidste tiår. Sanseindtrykkene formuleres så prægnant, at fænomenerne fremstår, som om de blev opfattet for første gang. Denne fremgangsmåde forklares eksplicit i essayet Il fanciullino.

I essayet Il fanciullino fra 1897-1903 formulerer Pascoli sin poetik, og hans teori om digteren som et barn ("fanciullino") får afgørende betydning for mange efterfølgende forfattere. "Digteren" og "barnet" har det til fælles, at deres opfattelse af virkeligheden er umiddelbar, ren og uforfalsket af tillært viden.

Fra Myricae har Johannes Jørgensen i 1945 oversat digtet Lontana ("Langt borte"), og på dansk findes endvidere Hetæren oversat af Regitze Winge (1911), Vuggen oversat af Maria Gamel (1919), Pavl Fugl fra Firenze (Paolo Uccello) oversat af Johannes Jørgensen (1924) samt Søster Virginia oversat af J.V. Lind i 1954.

• Italiens litteratur