Emil Falster

Vordingborg skildres som en fysisk erfaring indskrevet på kroppen, både arv og ar. Det illustreres af forsidebilledet med forfatterens tatoverede ryg. Ligesom hos forbilledet, den franske forfatter Édouard Louis, er fokus især på giftig maskulinitet, men også på nedslidning og misbrug.

Anden del beskriver det lyriske jegs klasserejse til handicapforsker og delefar i et københavnsk middelklassemiljø. Denne udvikling fremmedgør ham fra forældrene, søsteren, fortidens venner og det tidligere selv.

Den akademiske karriere bliver både redning og udfordring, da jeget tvinges til at aflære vaner og tænkning. Rejsen beskrives som et permanent overgangsritual.

Bogen ender med en drøm om forening med ekskæresten og en genetablering af kontakten til søsteren. Jegets valg af handicapforskning beskrives som logisk konsekvens af hans sociale baggrund: ”Min klasse er mit handicap”.

Adgangen til skriften beskrives ambivalent i digtet, ”Ekstraundervisning”: ”Det er både en hævn og et forræderi/ at jeg nu skriver digte.”