Dammestenen er Danmarks største vandreblok, dvs. den største synlige sten, der er transporteret hertil af indlandsisen i istiden. Den ca. 370 m3 store sten ligger 2 km nordnordøst for Hesselager på Østfyn og har en omkreds på 46 meter. Den beregnede vægt er ca. 1000 tons.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Damestenen, Hesselagerstenen
Blokken består af grå gnejs med sorte indeslutninger, og dens hjemsted er ukendt. Den har rundklippeform og skurestriber, der viser, at den efter at være aflejret er blevet overskredet af is fra østsydøst.
En udgravning på nordøstsiden blev beordret af Christian 8. i 1845, for at man kunne afgøre, om den var en del af grundfjeldet. Dammestenen blev fredet i 1846 og er senere yderligere blevet fredet som fortidsminde, fordi den har udhuggede skålformede fordybninger, skåltegn, fra bronzealderen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.