Dagmarkorset

Sankt Bendts Kirke i Ringsted blev omkring 1170 opført af Valdemar den Store som gravkirke for sig selv og sin slægt. Blandt de begravede i kirken var dronningerne Dagmar og Richiza. Dagmar var en prinsesse fra Bøhmen (i det nuværende Tjekkiet), som blev gift med Valdemar 2. Sejr i 1205, og døde i 1212. Richiza var Valdemar 2. Sejrs søster, der havde været gift med den svenske konge Erik Knutsson, og døde i 1220. En af disse to dronninger blev sandsynligvis begravet med korset.

Prinsesse Dagmar kan have haft korset med, da hun kom til Danmark fra sit fødeland Böhmen i 1205, men korset kan også være kommet til Danmark på anden måde. Den danske kongeslægt havde nemlig tætte forbindelser til Østeuropa. Valdemar den Store var opkaldt efter fyrst Vladimir af Novgorod, da hans mor Ingeborg var af denne slægt, og Valdemars egen dronning Sofie var af samme østlige fyrsteslægt. Ingeborg eller Sofie kan have bragt Dagmarkorset med sig til Danmark og måske givet det videre til næste generation af kvinder i den danske kongeslægt. Endelig foreligger også den mulighed, at korset kom til Danmark ad andre veje end med kongeslægtens kvinder, eksempelvis gennem handel.

Korset blev fundet i 1683. I dette år ønskede provsten Christian Blichfeld (1634-1717) i kirken at anlægge en grav til sin hustru i kirken, og for at få plads til den nye grav sløjfede man helt eller delvist to dronningegrave: Dagmars og Richizas. Dagmarkorset blev formentlig fundet i en af de to dronningegrave, der blev ødelagt i 1683, men principielt kan det også være fremkommet andre steder i kirken – eller for den sags skyld et helt tredje sted.

Først i 1695 blev korset indleveret til Kunstkammeret. Her blev det angivet, at korset skulle være fundet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Da opstod den tradition, at korset havde tilhørt dronning Dagmar, selvom det er mere sandsynligt, at det tilhørt Richiza. Tvivlen skyldes, at begge deres grave blev sløjfet samtidigt. Richizas grav blev dog mere ødelagt end Dagmars.

I middelalderen opstod myten om Dagmar som en særlig from og smuk dronning. Hun hed i virkeligheden Margaretha, men hendes slaviske tilnavn Dragomir blev fordansket til Dagmar med betydningen 'dagens mø'. De middelalderlige folkeviser hylder Dagmar og sætter hende i skarp kontrast til Valdemar Sejrs anden hustru, dronning Berengaria (fordansket Bengerd), der fremstilles som hård og ond. Folkeviserne bidrog til, at Dagmar blev en af de mest berømte danske dronninger fra middelalderen, og at historieskrivere i 1600- og 1700-tallet interesserede sig særligt for netop hende. Da nationalromantikken blomstrede i 1800-tallet, nåede interessen nye højder, ikke mindst på grund af den positive skildring af Dagmar i B.S. Ingemanns populære historiske romaner.

I 1863 skænkede kong Frederik 7. en kopi af korset som bryllupsgave til den danske prinsesse Alexandra, datter af den senere kong Christian 9., da hun blev gift med prinsen af Wales, den engelske tronfølger og senere Edward 7. I den forbindelse blev det originale kors udstillet på Amalienborg, og aviserne skrev begejstret om korset, som blev knyttet til Dagmar. Interessen for korset blev ikke mindre, da Alexandra bar korset ved sin kroning til engelsk dronning i 1902.

I 1800-tallet og især med Frederik 7.s gave til Alexandra var Dagmarkorset blevet til et nationalt symbol. Det originale kors har derfor en fremtrædende plads i Nationalmuseets permanente udstillinger, og der sælges mange kopier og udgaver af korset i museumsbutikker og hos guldsmede. Det er en udbredt tradition at give piger et dagmarkors i dåbs- eller konfirmationsgave, så det findes i mange danske familier.

• Dronning Dagmar (bl.a. om dagmarkors)
• Fuglepuden