Chagas sygdom

6-7 mio. mennesker anses for at være smittet med Chagas sygdom, primært i Latinamerika, men et effektivt forebyggelsesprogram har reduceret antal af nye tilfælde.

På bidstedet, ofte i nærheden af munden, kommer der lokal hævelse, senere optræder der feber og hævede lymfeknuder, ligesom det også ses ved afrikansk sovesyge, som sygdommen er beslægtet med.

Efter en årrække, hvor sygdommen ikke giver sig til kende, vil 20-30 procent af kronisk inficerede opleve ødelæggelse af nervecellerne i hjertet og mave-tarm-kanalen. I hjertet medfører dette bl.a. hjerterytmeforstyrrelser, som kan kræve behandling med pacemaker. I spiserøret ophæves peristaltikken, og den nedre lukkemuskel i spiserøret kan ikke afslappes, således at spiserøret her forsnævres på samme måde som ved akalasi, hvorfor ballonudblokning kan være nødvendig. Forandringerne i tyktarmen kan føre til voldsom udvidelse af denne (megacolon) med risiko for tarmslyng.

Sygdommen kan forebygges ved tægebekæmpelse; en egentlig behandling er mest effektiv, hvis den igangsættes umiddelbart efter infektionen. Personer med kronisk infektion kan dog behandles forbyggende mange år senere, og det har vist at reducere risikoen for at udvikle de sene komplikationer. Behandlingen er med hyppige bivirkninger og er en specialistopgave.

Det er estimeret, at op mod 4 mio. indvandrere fra Latinamerika opholder sig i Europa, og at en ikke uvæsentlig del af disse vil bære en kronisk infektion, hvor en forebyggende behandling selv i kronisk fase har vist sig at reducere risikoen for senkomplikationer.

Smitten kan gives videre fra mor til barn i livmoderen, risikoen vurderes at være ca. 5 %. Bloddonorer kan smitte ved donation, og ligeledes kan smitten gives videre ved organdonationer.

• infektionssygdomme
• parasitter