Bonaparte

Napoleons far, Carlo Maria Buonaparte (1746-1785), støttede efter Frankrigs erobring af Korsika i 1768 Pasquale Paoli i hans guerilla mod de franske besættelsestropper. Men efter Paolis flugt i 1769 forsonede Buonaparte sig med de nye magthavere, og få år senere blev han udnævnt til kongelig regeringsassessor i Ajaccio.

Carlo Maria Buonaparte giftede sig i 1764 med Maria Letizia Ramolino (1750-1836), kaldet Madame Mère, som livet igennem bevarede uofficiel status af klanoverhoved. Ægteparrets ambition på deres børns vegne bevirkede, at deres næstældste søn, Napoleon(e), under udnyttelse af adelens forrettigheder blev sendt til Frankrig i 1779 for at få en militær uddannelse.

Slægtens mulighed for at springe fra at have korsikansk betydning til at opnå fransk og senere europæisk berømmelse skyldes Napoleons karriere fra succesrig general til kejsermagten i 1804.

Napoleons ældste bror Joseph Bonaparte blev som led i Napoleons familiepolitik udnævnt til konge af Spanien i 1808.

Lucien (1775-1840) var den betydeligste af Napoleons brødre. Som præsident for De Femhundredes Råd i 1799 var hans optræden afgørende for, at kuppet den 18. brumaire lykkedes. Men hans selvstændighed førte snart til et brud med Napoleon, og han blev i 1804 ladt ude af betragtning som fremtidig kejser. Under og efter De Hundrede Dage i 1815 søgte Lucien at intervenere til fordel for Napoleons søn, "kongen af Rom", og han levede derefter i landflygtighed hos Madame Mère i Rom i adskillige år.

Af Carlos og Letizias i alt otte levendefødte børn bør desuden nævnes Louis (1778-1846). Han blev på Napoleons foranledning gift i 1802 med Hortense Beauharnais, datter af Napoleons hustru Joséphine Bonaparte. Meget mod sin vilje blev han i 1806 indsat som konge af Holland, men han nedlagde embedet i 1810 i protest mod den ringe selvstændighed, han fik.

Jérôme (1784-1860) blev i 1807 konge af Westfalen; Pauline, gift Borghese (1780-1825), var i samtiden kendt som letlevende dame og i eftertiden som model for Canovas berømte statue.

Måske med undtagelse af Lucien, der imidlertid var for yderligtgående i sine politiske synspunkter, havde næppe nogen af Napoleons søskende format til at løfte arven efter ham. Dette gjorde i stedet Charles Louis Napoleon (1808-1873), søn af Louis og Hortense. Ved behændig udnyttelse af myten om Napoleon blev han i 1848 valgt til Frankrigs præsident, og i 1852 blev han kejser af Frankrig som Napoleon 3. efter at have begået statskup året før.

Efter nederlaget i Den Fransk-tyske Krig i 1870 måtte Napoleon 3. abdicere. Alligevel fik tilhængerne af Bonapartefamilien under E. Rouhers parlamentariske ledelse et efterliv som politisk bevægelse. Bonapartismen fik sit første knæk ved "kejserprinsen" Napoleon Louis' død i 1879 og sit afgørende nederlag ved bevægelsens maskepi med general Georges Boulanger i slutningen af 1880'erne. Derefter forsvandt denne ideologisk ejendommelige blanding af førerdyrkelse, militarisme og socialt betonet demokrati snart som magtfaktor i fransk politik.

I nutiden har familien Bonaparte, der stadig har levende efterkommere, ingen rolle spillet i fransk politik.

• Frankrig
• Den Franske Revolution