Anne Marie Helger

I Anne Marie Helgers barndomshjem i Charlottenlund nord for København var der masser af kærlighed og kultur, og plads til en datter, der med egne ord var et “se mig” barn. Opvæksten i et af de mest velhavende områder i landet gav hende også en slags hovedstol at bruge af, når hun siden har lavet sin satire over især overklassen.

Som ganske ung blev Anne Marie Helger optaget på Aalborg Teaters elevskole. Til en vis overraskelse for hendes familie. Endnu mere overraskede blev de, da hun efter kun et år på skolen sprang fra igen. Undervisningen var for klassisk og kommerciel til hendes sceniske smag, har hun senere fortalt.

Men tiden var med hende. Bogstavelig talt. For i midten af 1960'erne begyndte det alternative teatermiljø for alvor at bugne og blomstre. Flere og flere gruppeteatre, politiske revyer og performances kom til. Anne Marie Helger blev en del af de mest kendte og kunstnerisk stærke scener og grupper: den aktivistiske gadeteatergruppe Solvognen og teatrene Fiolteatret og Jomfru Ane Teatret. Bedre alternativ uddannelse i, hvordan teater kan være afsæt for politiske budskaber og forandringer uden at give køb på det kunstneriske, kunne man ikke få på det tidspunkt.

Helger har holdt godt fast i det politiske teater hele sit liv. Måske mere fast end de fleste i selv hendes generation har gjort. Men på en måde som hun selv har defineret og formet.

Svøbt i de mest overdådige og glamourøse kjoler har Helger udfoldet sit stærke komiske talent, sit sproglige vid og sin skarpe satire. Hun har skudt på borgerskab og overklasse gennem den aldeles privilegieblinde fru skibsreder Percy Plask Plaskenskjold, sat fokus på emner de fleste helst vil ignorere eller som er tabubelagte som social ulighed, fattigdom og AIDS med sine optrædener i enhver sammenhæng, hvor hendes stemme kunne gøre en forskel.

I satiren arbejder hun bevidst med kontrasten mellem overflade og dybde. Ved første øjekast er hun ekstraordinært glamourøs i sine kæmpe kjoler, de såkaldte Råberober – de fleste skabt af skrædderen Lars Andersen – med fuld festmakeup og sirligt opsatte frisurer. Men ved nærmere eftersyn er der skjulte budskaber i kjolerne, og hendes satire er giftig, direkte og fuld af ikke altid lige populære budskaber, leveret med håndfast humor, ironi og sproglig ekvilibrisme. Det er en meget anderledes og meget personlig måde at være aktivist på, som har været virkningsfuld. Og som har gjort Helger lige så afskyet i nogle kredse, som elsket i andre.

En del af karrieren har været et soloprojekt, både på scenen og som fortaler og forkæmper for mærkesager, som for eksempel kampen mod aids og stigmatiseringen af de ramte. Men parallelt med hendes one woman-aktivisme har Anne Marie Helger haft et tæt parløb med skuespilleren Peter Larsen. Discount Drama kalder de sig med en høj grad af selvironi. Det er livsstilssatire med en ægte og stærk social indignation, en kæk, fræk og gerne direkte fornærmende tone både de to imellem og overfor publikum, som har modtaget deres show med begejstring både live og i TV.

Mens nogle stadig gik rundt og diskuterede om kvinder egentlig kunne være sjove, lavede hun sammen med kollegaen Helle Ryslinge et uromantisk, aldeles usentimentalt og selvironisk portræt af to skuespillerinder på det tidspunkt i livet, hvor brysterne ikke længere sidder der, hvor de engang gjorde, mavefedtet danser med, når man bevæger sig, og ydmygelserne står i kø – hvis man da gider hænge sig i den slags. Det startede som en forestilling om to kvinder, der laver en forestilling. Begge med navnet Dameattraktioner.

Forestillingen blev i 1983 til filmen Koks i kulissen, instrueret af Christian Braad Thomsen. Den var en sjældent set film om kvinder og kvindeliv lavet som en blanding af klassisk folkekomedie og feministisk socialrealisme. Filmen var fuld af sort humor og grove jokes, der lå særlig godt for Helger. Men den rummede også både tilgivende og kærlig søstersolidaritet og ironiske svirp til den dominerende rødstrømpebevægelse.

På trods af den afbrudte elevtid har Anne Marie Helger haft flere mere klassiske teaterroller. Især har hun haft succes med teatermonologer, hvor ikke mindst den følsomme, poetiske Irene Holm (1999) over Herman Bangs novelle af samme navn blev meget rost, ligesom divaportrættet Sarah Bernhardt (2002). Senest væltede roserne ned over hende i rollen som drengen Billy Elliots støttende, kærlige og begyndende demente bedstemor i Billy Elliot – The Musical (2024) på Operaen i København.

Igennem hele sin karriere har Anne Marie Helger hyppigt været på rollelisterne i danske film og tv-serier. Her har hun som oftest vist en spillestil langt fra hendes sprudlende komediennestil. Det har været fint tonede, afdæmpede og naturalistiske portrætter, der er gledet lige ind i den realistiske stil, som de fleste moderne film og tv-serier er skabt i.

Helger filmdebuterede i Anders Refns Strømer (1976). Næste 30 år senere så man hende i samme genre i tre sæsoner af DR's populære serie Forbrydelsen I, II og III (2007, 2009 og 2012). Her var hun karakteren Sarah Lunds både fortvivlede og vrede mor, Vibeke, der intet kunne stille op, når datteren forsvandt ind i sit arbejde og sin tykke færøske sweater. I Erik Clausens film De frigjorte (1993) fik hun lov at udfolde sig i sin yndlingsaversion: Privilegieblind overklassefrue, mens hun kom helt ud i den anden ende af spektret som den stærke og hemmelighedsfulde nonne, Søster Susanne, i to afsnit af TV 2's krimiserie Sommerdahl i 2022.

Anne Marie Helger modtog i 1994 en Robert for bedste kvindelige birolle i filmen De frigjorte. I 2009 modtog hun Karen Marie Thorsens Legat i 2009.

• dansk teater
• Helle Ryslinge
• Peter Larsen