Faktaboks

Alberto Moravia

pseudonym for Alberto Pincherle

Født
28. november 1907, Rom, Italien
Død
26. september 1990, Rom, Italien

Alberto Moravia var en italiensk forfatter. Hans forfatterskab er meget omfattende og tæller romaner, novellesamlinger, essays, herunder adskillige rejseberetninger og flere teaterstykker.

Livet igennem var Moravia umådelig aktiv, og til det sidste foretog han strabaserende rejser i Afrika, hvorfra han skrev reportager.

Forfatterskabet

Allerede som 18-årig skrev Moravia sin første roman, og han efterlod sig romanen La donna leopardo (1991, på dansk Leopardkvinden, 1993), der udspiller sig i netop Afrika.

De ligeglade

Debutromanen med titlen Gli indifferenti (1929, på dansk De ligeglade, 1954) blev modtaget som en tiltrængt vitaminindsprøjtning til den nødlidende romangenre og fik overvældende succes. Bogen foregår i det fascistiske Rom i 1920'erne og fremstiller i et enkelt, dagligdags sprog med mange dialoger småborgerskabet indefra.

Forfatteren definerer den selv som en "eksistentialistisk roman", og kritikerne er enige om at den er og bliver Moravias hovedværk. Der findes to filmversioner: Francesco Masellis fra 1964 og Leonardo Guerra Seràgnolis fra 2020.

Agostino

Kortromanen Agostino (1944, på dansk i 1950) er en bevægende skildring af en dreng i puberteten. I 1962 filmatiserede Mauro Bolognini bogen.

Romerinden og Livslede

Med romanerne La romana (1947, på dansk Romerinden, 1949) og La noia (1960, på dansk Livslede, 1962) blev Moravia en af de vigtigste repræsentanter for den litterære neorealisme i efterkrigstiden.

La Romana blev filmatiseret af Luigi Zampa i 1954 med Gina Lollobrigida i hovedrollen, mens Damiano Damiani filmatiserede La noia i 1963.

To kvinder

Det tredje hovedværk fra perioden, romanen La ciociara (1957, på dansk To kvinder, 1958) er, ligesom de foregående, en samtidsroman, henlagt til Rom og omegn, med 2. Verdenskrig som baggrund for begivenhederne. Vittorio De Sica filmatiserede, med Sophia Loren i hovedrollen, bogen i 1960.

Foragtet

Romanen Il disprezzo fra 1954 (på dansk Foragtet, 1956, eller Jeg elskede dig i går, 1965) bærer ligesom debutromanen et mere eksistentialistisk præg. Jean-Luc Godard filmatiserede den i 1963. Som et kuriosum kan nævnes, at filmen viser unikke optagelser fra den ellers praktisk talt utilgængelige Villa Malaparte på Capri.

Det sene forfatterskab

Der kom mange bøger også i de sidste tredive år, i forskellige genrer, og mange af dem foreligger i dansk oversættelse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig