A-pressen er et selskab, der udgiver aviser i aktieselskabet A-pressen – Fagbevægelsens Presse med det formål at udøve pressevirksomhed til fordel for fagbevægelsen og i det 20. århundrede for at fremme Socialdemokratiets interesser.
A-pressen blev grundlagt af en række københavnske fagforeninger i slutningen af 1800-tallet. Fra 1876 udgav A-pressen nationale- og lokale dagblade. Mere konkret udmøntede det sig i dagbladene Social-Demokraten i København og Demokraten i Aarhus. Fra 1959 blev Social-Demokraten til Aktuelt.
Udover de store, nationale udgivelser stod A-pressen bag en række lokale aviser. Blandt andet Amtsbladet, Ny Tid, Sjællandsposten samt Bornholmeren og Ny Dag i Nakskov som var de to udgivelser her holdt længst. I 1990’erne satsede A-pressen også på TV- og radiovirksomhed, hvilket ikke blev en succes.
Efter oprettelsen af datterbladene i provinsen var lokale bladudvalg og Socialdemokratiet repræsenteret i den bestyrelse, der centralt dirigerede A-pressen med den til enhver tid siddende formand for Landsorganisationen i Danmark (LO) som formand. Fagbevægelsen har siden 1942 således bidraget afgørende til avisdriften gennem medlemsbidrag via LO.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.