Antistatic
Bag Antistatic står Søren Høi (trommer), Mads Ulrich (guitar) og Laust Moltesen Andreassen (guitar). Det København-baserede trancerock-band så dagens lys i 2019 og fik hurtigt skabt opmærksomhed omkring sig på undergrundscenen med sit særegne udtryk og sin tekniske kompleksitet. Med en besætning bestående af to guitarister og en trommeslager, skaber Antistatic en tranceindgydende fusion af minimalisme, ambient og metal, hvor den klassiske rockinstrumentering er vendt på vrangen og riff-baserede strukturer fravælges til fordel for hypnotiserende, repetitive trommepassager, og brugen af gentagelser giver publikum og musikere plads til at synke helt ned i rytmernes dybder.
Siden 2019 er det kun gået fremad for Antistatic, som udgav deres debutalbum Relics på det legendariske amerikanske pladeselskab Cuneiform Records i starten af 2024. Præcisionen og kompleksiteten i bandets omhyggeligt sammensatte rytmer kunne antyde, at loop- og trommemaskiner spillede en rolle i skabelsen af Relics, men albummets tranceindgydende numre er udelukkende spillet af bandets tre medlemmer med nidkær præcision og rytmisk kærlighed. Antistatic skal opleves live, og det har du muligheden for når de indtager ALICE til denne to-i-én-instrumentalaften til september. Desuden har bandet et nyt album på vej, som udkommer i 2026. Måske vi er heldige at få en forsmag på, hvad vi har i vente.
Town Portal
Et sted mellem dissonans og harmoni, kaos og groove, finder man det instrumentale math-rock-band Town Portal. Det københavnske bands lyd er på en gang massiv og noget, du kan svæve væk på, for i den forener de Meshugga-agtige-taktformer med jazzet legesyge og en melodisk æstetik, der giver mindelser om halvfemsernes noise rock og post-hardcore. Det er snørklet og skønt og skarpt på samme tid.
Town Portal tæller Christian Henrik Ankerstjerne på guitar, Malik Breuer Bistrup på trommer og Morten Ogstrup Nielsen på bas. Bandet udkom første gang (dengang som en kvartet) i 2011 med EP’en ‘Vacuum Horror’. Bandets seneste plade ‘Of Violence’, der udkom via Small Pond Studios i 2019, er deres mest heavy og mest minimalistiske til dato, og henter inspiration på alt fra avantgarde-metal til minimalistisk musik. Tænk det tidlige Tortoise, Fugazi, Don Caballero, Unwound og fornævnte Meshugga. Kan du lide dem, vil du formentlig også nyde en aften i Town Portals selskab. For tiden arbejder de på deres fjerde udgivelse, som skal komme på bandets eget pladeselskab, Dream Bureau. Vi glæder os til at opleve både nyt og gammelt materiale fra et af de bedste danske bands i netop denne genre: En på én gang massiv og minimalistisk math-rock.

