værnemager

Den danske regering, der efter besættelsen den 9. april 1940 valgte at samarbejde med den tyske besættelsesmagt, opfordrede og opmuntrede danske virksomheder til at indgå i handels- og produktionsmæssige samarbejder med tyske virksomheder. En meget stor del af de leverancer af varer og ydelser, der blev foretaget fra danske virksomheder til tyske aftagere, blev desuden finansieret som lån via den såkaldte clearingkonto i den danske nationalbank.

Alligevel voksede der især i de sidste år af besættelsen i dele af befolkningen en voldsom uvilje mod virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Det kom blandt andet til udtryk i hærværk mod forretninger og aktioner fra medarbejdere i de pågældende virksomheder.

I større skala indledte modstandsbevægelsen fra 1942 og frem en stadigt mere omfattende sabotage mod fabrikker, værfter og andre virksomheder, der producerede for, eller handlede med, besættelsesmagten.

Allerede under besættelsen indledte modstandsbevægelsen en registrering og efterforskning af værnemageri. Efter befrielsen i maj 1945 indledte anklagemyndigheden på baggrund af den nye landsforræderilovgivning, der med tilbagevirkende kraft kriminaliserede visse typer af "utilbørlig" produktion og handel med tyskerne, straffesager mod en lang række virksomheder og enkeltpersoner for værnemageri. Der blev i vurderingen af utilbørligheden i samarbejdet lagt vægt på initiativet, forholdet til tyske og danske myndigheder samt på fortjenesten.

I eftertiden er det blevet klarlagt, at domstolene på grund af det meget høje antal landssvigersager, der i de første år efter befrielsen blev ført ved domstolene, afsagde uforholdsmæssigt hårde straffe for mildere overtrædelser af værnemageriloven end senere straffe i de større og mere komplekse sager.

• retsopgøret i Danmark