Et tv-kamera er et videokamera beregnet til tv-optagelser og tv-transmissioner. Tidligere var den centrale komponent i videokameraet kamerarøret, men fra slutningen af 1980'erne begyndte kamerarørene at blive erstattet af CCD (Charged Coupled Devices), som er små, robuste og meget lysfølsomme halvlederkomponenter. CCD-teknologi har været standard i tv-kameraer siden midten af 1990'erne.
Faktaboks
- Også kendt som
-
TV-kamera, fjernsynskamera
Til venstre ses lysgangen og signalvejene i et farve-tv-kamera. Via et objektiv og et prismesystem, der splitter lyset op i en rød, grøn og blå komponent, afbildes scenebilledet for hver farve på lysfølsomme sensorer (kamerarør eller CCD'er), hvor informationen omsættes til elektriske signaler. Efter forstærkning føres signalerne sammen med synkroniseringsimpulser til en PAL-koder, hvorfra det færdige (komposit) PAL-signal sammen med lydsignalet går til senderen. I midten ses farve-tv-modtagerens billedrør. De elektriske signaler modtages fra en antenne og går efter udvælgelse i en kanalvælger til en PAL-dekoder, der splitter billedinformationen op i andele svarende til de tre primærfarver. Disse signaler styrer hver sin elektronkanon i billedrøret. På vej mod billedskærmen afbøjes elektronstrålerne af spoler, som styres af kompositsignalets linje- og billedsynkroniseringsimpulser. Th. vises en detalje nær billedskærmen i farve-tv-modtageren. De tre elektronstråler fokuseres af spolerne, så de passerer samme hul i en hulmaske, men spredes igen og rammer hver sit røde, grønne eller blå fosforpunkt på en lysskærm. Elektronstrålernes intensitet bestemmer, hvor kraftig lysstyrke der udsendes fra hvert farvepunkt. Elektronerne absorberes i en ultratynd aluminiumfilm, som lader lysstrålerne passere ud til billedrørsfronten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.