tutu

Dansen udviklede sig i 1800-tallet teknisk og bevægelsesmæssigt til at kræve en større frihed i kostumeringen, og da Eugène Lami (1800-1890) i 1832 skabte kostumerne til Sylfiden, skulle han finde udtryk for en luftånd, ikke et menneske.

Han illustrerede Sylfidens overnaturlige, spøgelsesagtige væsen ved at klæde hende i en let, hvid, halvlang, klokkeformet kjole med skørt til midt på læggen, ærmer over skuldrene og et kropsnært korset. Skørtet bølgede let i dansen, nærmest som en dis.

Den gennemsigtige, hvide farve symboliserede naturligvis Sylfidens renhed og uopnåelighed, og da Paul Lormier (1813-1895) i 1841 skabte kostumer til Giselle, brugte han samme model til wilierne, ånderne i ballettens 2. akt.

Vi skelner i dag mellem de halvlange romantiske tutu-kjoler og de korte, cirkelformede tutuer, der udvikledes særligt i Rusland mod slutningen af 1800-tallet, og som især forbindes med balletter som Svanesøen og Tornerose.

Tyl er et stof, der kan beskrives som en slags fint, let og næsten gennemsigtigt net, fremstillet af forskellige fibermaterialer, fx nylon, bomuld eller silke. Fremstillingen af en tutu kan også gøre brug af musselin og gaze.

Der findes adskillige variationer af en tutus klassiske snit. Mest kendt er tutu galette, pandekagen, som er flad og bred og giver en mere horisontal linje, og den kuppelformede tutu cerclette.

Fælles for alle klassiske tutuer er, at man – modsat den romantiske tutu – ser hele benet. De giver danserne større bevægelsesfrihed og mulighed for at skabe slankere, mere grafiske linjer.

Som hovedregel defineres ”pandekagens” radius, så danserinden kan røre yderkanten med fingerspidserne.

Det tager en professionel kostumier 3,5 dag at fremstille en tutu galette, mens en romantisk tutu kun tager 1,5 dag.

• ballet (kostumer)