Transferrin er et protein, der transporterer jern i plasma. Normalt indeholder plasma omkring 2,5 gram transferrin per liter. Koncentrationen øges, når kroppen har brug for mere jern, eksempelvis under graviditet eller ved jernmangelanæmi, og falder ved kronisk sygdom og infektioner.

Faktaboks

Etymologi

Ordet transferrin kommer af latin trans- 'på den anden side af', ferrum 'jern' og -in.

Koncentration og mængder

Koncentrationen af transferrin måles ved at bestemme den totale jernbindende kapacitet i blodplasma, TIBC (engelsk total iron binding capacity). Den totale mængde transferrin hos mennesket er omkring 7–15 g, hvoraf cirka halvdelen findes i plasma og resten i det ekstracellulære rum. Der bindes to jernatomer per transferrinmolekyle.

Anvendelse og jerndepoter

Det transferrinbundne jern bruges i dannelsen af hæmoglobin og dannelsen af jernholdige enzymer, resten vandrer til jerndepoterne i organismen. Jerndepoter findes hovedsageligt i leverparenkymet og i det retikulo-endoteliale system. I depoterne bindes jernet til ferritin og hæmosiderin.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig