Spændingssøgende adfærd er et karakteristisk adfærdsmønster og personlighedstræk kendetegnet ved en tiltrækning af at sætte sig i situationer, der er involverer spænding eller potentiel fare. Det kan være spænding og fare i enten i fysisk forstand, fx bjergbestigning eller eksperimentering med rusmidler, eller i social forstand, fx utroskab med stor risiko for at blive opdaget eller spilafhængighed med risiko for at miste økonomisk sikkerhed.

Faktaboks

Også kendt som

sensationssøgende adfærd (fra engelsk sensation seeking), stimulussøgende adfærd

Begrebet spændingssøgende bruges af nogle fagfolk i udvidet betydning og omfatter da også behov for stadigt nye oplevelser, selvom disse i sig selv ikke indebærer fare, kombineret med en tendens til at kede sig, hvis der ikke sker noget.

Afvigelser i hjernen

Neurobiologisk forskning tyder på, at der hos nogle personer med spændingssøgende adfærd findes afvigelser eller ubalancer i visse dele af hjernen (ventrolaterale og orbitale dele af hjernebarken), som kan være genetisk betinget. Ved fysiske skader i disse områder kan der tilsvarende ses reduceret dømmekraft, som hos nogle kan føre til ukritisk adfærd, der kan opfattes som spændingssøgende. Personer, der udviser spændingssøgende adfærd, er ofte impulsive, og nogle kan samtidig have adfærd, der kan give mistanke om ADHD.

Tvangsmæssig gentagelse af traumatisk oplevelse

En sjældnere årsag til tilsyneladende spændingssøgende adfærd er tvangsmæssig gentagelse af en traumatisk oplevelse ved posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Som led i forsøget på psykologisk bearbejdning af en dramatisk og skræmmende hændelse kan personen igen og igen opsøge tilsvarende situationer. Promiskuitet kan af og til være udtryk for en sådan gentagelsestvang i form af geniscenesættelse af traumatisk begivenhed resulterende i reviktimisering (dvs. at personen atter bliver offer for traumatisering) ved PTSD udløst af seksuelle overgreb.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig