sneleopard

Sneleoparden tilhører kattefamilien (Felidae). Tidligere blev den placeret i sin egen slægt, Uncia, men i dag regnes den til slægten Panthera sammen med tiger, løve, leopard og jaguar. Sneleoparden og tigeren anses for at være hinandens nærmeste slægtninge.

Sneleoparden vejer 22-52 kg og har en hoved-og-kropslængde på 86-125 cm. Hannerne er større end hunnerne. Den buskede hale er usædvanligt lang; den når en længde på 80-105 cm, hvilket er 75-90 % af hoved-og-kropslængden. Halen fungerer som balanceorgan under klatring, spring og jagt. Desuden kan sneleoparden vikle halen om den nøgne næse under hvile for at holde på varmen. Den har forholdsvis lange ben og brede poter, hvilket gør det nemmere for den at bevæge sig i sne.

Pelsen er lang og tyk, især om vinteren, hvor den bliver op til 5 cm lang på ryggen og næsten 12 cm lang på bugen. Pelsen er hvidgrå til gråbrun med mørkegrå til sorte pletter og rosetter, hvilket giver sneleoparden perfekt kamuflage i det stenede bjerglandskab, hvor den holder til. Øjnene er lysegrønne eller grå og har runde pupiller, mens ørerne er korte og runde.

Sneleoparden har forstørrede næsehuler, der hjælper med at opvarme og fugte den kolde, tynde bjergluft, før den når lungerne. Det gør det muligt for sneleoparden at indånde større mængder iltfattig luft.

Den er en af dyrerigets bedste klatrere og springere. Man har set den foretage op til 12 meter lange spring, hvilket kun matches af pumaen.

Sneleopardens udbredelsesområde strækker sig fra Himalaya i syd, over Det Tibetanske Plateau og bjergene i Centralasien til bjergene i det sydlige Sibirien i nord. Den findes i bjergkæderne Altaj, Sayan, Tien Shan, Kunlun, Pamir, Hindu Kush, Karakoram og de ydre dele af Himalaya samt i mindre, isolerede bjergområder i Gobi-regionen. Den forekommer i 12 lande: Afghanistan, Bhutan, Kina, Indien, Kasakhstan, Kirgisistan, Mongoliet, Nepal, Pakistan, Rusland, Tadsjikistan og Usbekistan.

De fleste steder findes sneleoparden i 3.000-5.000 meters højde, men i Himalaya er den registreret i helt op til 6.000 meters højde. I den nordlige del af dens udbredelsesområde findes den i lavere højder på 500-2.500 meter. Den lever typisk i barske og afsidesliggende bjergområder, hvor terrænet er præget af stejle, klippefulde bjergsider og kløfter, og hvor vegetationen er yderst sparsom. I visse dele af Mongoliet og på Det Tibetanske Plateau forekommer sneleoparden i mindre stejle landskaber, og i Ruslands bjerge og dele af Tian Shan-bjergkæden findes den i åben nåleskov.

Sneleoparden er i stand til at nedlægge byttedyr, der vejer op til tre gange så meget som den selv. En stor del af føden består af bjerglevende får og geder som bharal, tahr, skrueged, asiatisk stenbuk, argali og urial. I nogle områder jager den også vildæsler, moskushjorte, vildsvin og bjerggazeller. Den kan desuden tage mindre bytte som murmeldyr, pikaer, harer og kaniner. Endelig kan sneleoparden nedlægge husdyr som får, geder, køer, heste, yakokser og hunde.

Man har fundet en for katte usædvanlig stor mængde plantemateriale i sneleopardens afføring, især kviste fra buske. Det kunne tyde på, at den bevidst æder planter. Om det er for fordøjelsens skyld, eller den er i stand til at udnytte næringen i planterne vides ikke.

Sneleoparden er mest aktiv i tusmørke, men kan jage på alle tider af døgnet. Typisk for katte lever den alene med undtagelse af hunner med unger. Den har store territorier, der kan variere fra 10 til 1.000 km².

Sneleoparden kommunikerer hovedsagelig med duftmarkeringer (urin og ekskrementer) og skrabemærker. Den er ikke i stand til at brøle som andre store katte, men i parringstiden kan den jamre gennemtrængende for at forsøge at tiltrække en mage.

Hunnen går drægtig i 94-104 dage. Ungerne fødes i en beskyttet hule eller klippespalte. Kuldstørrelsen ligger på 1-5 killinger. Ved fødslen vejer killingerne 320-567 gram. De begynder at følges rundt med hunnen, når de er 2-4 måneder gamle.

De forlader hunnen, når de er 18-22 måneder gamle. Søskende kan blive sammen i en kort periode efter at have forladt hunnen.

• kattefamilien
• rovdyr