silkeaber

Silkeaber er primater (orden Primates). Nærmere bestemt tilhører de vestaberne (parvorden Platyrrhini), som er den store hovedgruppe af egentlige aber i Syd- og Mellemamerika. Silkeaberne placeres i deres egen familie, Callitrichidae.

Der findes 52 arter af silkeaber, som opdeles i otte slægter:

• skaberaktamariner (slægten Leontocebus) med 10 arter
• "saguinus-tamariner" (slægten Saguinus) med 13 arter
• "mico-marmosetter" (slægt Mico) med 15 arter
• penselmarmosetter (slægten Callithrix) med 6 arter
• pygmæmarmosetter (slægten Cebuella) med 2 arter
• sortkronet dværgmarmoset (slægten Callibella) med 1 art
• løveaber (slægten Leontopithecus) med 4 arter
• callimico (slægten Callimico) med 1 art.

Løveaberne er også blevet kaldt for løvetamariner (på engelsk hedder de "lion tamarins"), men undersøgelser har vist, at de faktisk er tættere beslægtet med marmosetterne end med tamarinerne.

Den særegne callimico er traditionelt blevet kaldt for springtamarin, men den har også vist sig at være tættere på marmosetterne end på tamarinerne. Derfor har Dansk Pattedyrnavnegruppe valgt at følge den engelske trend og opkalde arten efter dens latinske navn, Callimico.

I størrelse varierer de fra pygmæmarmosetterne, som bliver 30 cm lange og vejer 110 g, til den 75 cm lange og 700 g tunge gylden løveabe (Leontopithecus rosalia). Silkeaber har en lang hale. Pelsen er blød og silkeagtig, og ansigtet er nøgent. Farven varierer fra sort og sølvgrå til gylden orange. Adskillige arter har manke, øreduske eller skæglignende hårvækster.

I modsætning til andre vestaber, der har flade negle på fingre og tæer, har egernaber kløer, undtagen på storetåen; deraf det ældre navn "kloaber". Silkeaber adskiller sig i øvrigt fra de fleste andre aber ved at leve i par, føde tvillinger eller trillinger (en undtagelse er callimicoen, som kun får én unge ad gangen), samt ved at det er hannen, som tager sig af ungerne, mens de er små.

Silkeaber er udbredt i tropisk regnskov og i galleriskove i Sydamerika. En enkelt art, hvidtoppet tamarin (Saguinus geoffroyi), når også op i Mellemamerika.

Søde frugter og blomster udgør deres hovedføde, men de tager også animalsk føde som insekter, snegle, frøer og mindre firben. Silkeaber er desuden tilpasset til at tappe saft af træer ved at bide hul i barken. Deres fortænder i undermunden er af samme længde som hjørnetænderne og er ligesom hos gnaverne forsynet med et kraftigt emaljelag på ydersiden, mens emalje mangler på indersiden. Det bevirker, at tænderne ved slid bliver mejselformede og dermed ideelle til at lave små huller i træernes bark, hvorfra saften kan dryppe ud. Hos tamarinerne, der kun i ringe grad er saftædere, er fortænderne kun halvt så store som hjørnetænderne. Kløerne gør silkeaberne i stand til at holde sig fast på selv lodrette træstammer, mens de gnaver i barken.

Silkeaber lever i familiegrupper, som består af et forældrepar og op til tre til fire generationer af unger. Det er kun den ældste hun i gruppen, der yngler. Døtrenes brunst undertrykkes af moderen, sandsynligvis ved hjælp af feromoner. Undertrykkelsen af brunsten varer ved, så længe døtrene færdes sammen med moderen. Først når de forlader familieflokken og får kontakt med en ubeslægtet han, begynder deres brunstcyklus. Hos alle silkeaber overtager hannen ungerne straks efter fødslen. Kun når ungerne skal die, afleverer hannen dem til moderen for straks efter diegivningen at overtage dem igen. Ungerne rider på hannens ryg, hvor de sidder godt beskyttet. Først når de er et par måneder gamle, begynder de at undersøge verden på egen hånd.

Silkeaber har et meget varieret lydrepertoire og kan kommunikere selv små forskelle i bl.a. fødekvalitet. Derudover benytter de grimasser og dufte i kommunikationen. Aberne gnider særlige duftkirtler i brystregion og omkring kønsdele mod grene og træstammer og viser hermed deres tilstedeværelse over for andre grupper i området.

Alle arter af silkeaber har kun en lille udbredelse, dels pga. konkurrencen fra de øvrige arter, dels pga. en særlig forkærlighed for bestemte træer, forskellig fra art til art. Det gør dem særlig følsomme over for skovhugst, idet de enkelte arter risikerer at uddø med fældning af den del af skoven, der netop udgør deres udbredelsesområde. Dertil kommer, at man tidligere anså dem for bærere af sygdommene gul feber og malaria og derfor udsatte dem for intens jagt.

Adskillige arter regnes da også for stærkt truede, og den gyldne løveabe overlevede kun takket være et storstilet redningsprogram, hvor dyr født i zoologiske haver siden 1983 er sat ud i beskyttede dele af den brasilianske regnskov. I løbet af de første 10 år, programmet stod på, blev der udsat 133 gyldne løveaber, og den vildtlevende bestand voksede fra 75 til 560 individer. I 2014 blev den samlede bestand vurderet til at ligge på ca. 3.700 individer.

• primater
• vestaber