shogun

Shogun er en japansk titel, der henviser til den øverstbefalende samurai. Formelt uddeltes titlen af Japans kejser, men mellem 1100-tallet og 1800-tallet har det i praksis oftest været shogunen selv, der besad den reelle politiske magt i Japan.

Japan har gennem sin historie haft tre kontinuerlige shogun-ledte regimer: Kamakura-shogunatet (1192-1333), Ashikaga-shogunatet (1336–1573) og Tokugawa-shogunatet (1603-1867), hvoraf særligt sidstnævnte formåede at fastholde shogun-embedet som landets dominerende magtinstitution.

Titlen blev afskaffet i 1867 i forbindelse med Meiji-restaurationen.

Titlen stammer fra 700-tallet og blev oprindeligt givet af Yamato-statens kejser til lederne af militære felttog mod det nordøstlige Honshu. Ordet fik ny betydning i slutningen af 1100-tallet efter at krigsherren Minamoto no Yoritomo besejrede Taira-klanen og dermed konsoliderede magten i Japan. I 1192 udnævnte Yoritomo sig selv til shogun og etablerede en militær regering (bakufu幕府) i byen Kamakura.

Hermed gik shogun-titlen fra ikke bare at være en militær titel, men også et politisk embede, der gik i arv. Det er dog vigtigt at bemærke, at shogunen ikke altid formåede at holde på magten. I nogle perioder overtog shogunens regenter (shikken, 執権) den reelle magt, og i andre perioder var landet helt uden central ledelse.