servus (hilsen)

Den italienske interjektion ciao 'hej; 'farvel'; 'goddag’ er ligeledes en uformel hilsen, der i det sene 1800-tal og det tidlige 1900-tal bredte sig fra venetiansk ind i norditaliensk og derefter til resten af Italien. Den venetianske form er s-ciàvo eller s-ciào ‘tjener, slave’. Den er opstået som en forkortelse af vendingen s-ciàvo su/vostro ‘din/Deres tjener’. Formen er siden lånt ind i spansk, både i Spanien og Sydamerika, typisk med skrivemåden chau.

S-ciào, det venetianske ord for ‘slave’ kommer af middellatin sclavus, der er lånt fra græsk Sklávos, navnet på en slavisk stamme.

I fransk brevskrivning og som høflighedsformular i daglig tale optrådte op til slutningen af 1800-tallet votre très humble serviteur‘Deres meget ydmyge tjener’ med varianter som votre très humble et très obéissant serviteur ‘Deres meget ydmyge og meget lydige tjener’, votre dévoué serviteur ‘deres hengivne tjener’. Det nu forældede Serviteur! fungerede endvidere som en afskedshilsen, men også som en afvisning: ‘Ellers tak!’

Det franske serviteur går tilbage til senlatin servītor, der ligesom det italienske schiavo erstatter latin servus i betydningen ‘tjener, slave’. Servītor er afledt af latin servīre ‘tjene som slave’.

Også på russisk brugtes lignende formuleringer, særligt i brevskrivning: nizjajsjij vasj sluga 'din ydmygste slave'; vasj pokornejsjij sluga 'Deres lydigeste slave'. Som på fransk kan vendingen bruges som en ironisk afvisning: sluga pokornij! 'Nej tak!'.

Det vistnok tidligste belæg for en engelsk oversættelse af formlen ses i et brev fra 1438, hvor afsenderen omtaler sig selv som yhoure humble seruand. Andre varianter, der typisk indgår i skriftlige afskedshilsener, er your most symple seruaunt; your vnworthy seruant; Your obliged humble Servant. I dagligsproget har Your servant været anvendt som en måde at udtrykke underdanighed på, særligt som hilsen og i forbindelse med bejaende svar.

Det engelske servant er lånt ind fra oldfransk servant, et aktivt participium til verbet servir ‘at tjene’ fra latin servīre ‘at tjene som slave’.

På dansk optrådte tjener tidligere som en underdanig selvbetegnelse, i brevskrivningen og i daglig tale. Her optråde formuleringer som Din Tienere!, Ydmyge tienere!, Hans tjener!, Jeg er Deres tjener, typisk i forbindelse med et møde eller en afsked. Sideløbende optrådte det franske låneord servitør/serviteur, som bl.a. ses hos Ludvig Holberg, fx "Serviteur tres humble, Monsieur, velkommen her til Byen." I Holbergs latinske roman Nils Klim henviser hovedpersonen i øvrigt i et brev sig selv om Humillimus servus.

Disse former er nu forældede, men udtrykket til tjeneste, tidligere brugt som bekræftende udtryk (Jo, til tjeneste!), lever videre. Det er formentlig opstået som en indirekte variant af det latinske udtryk, via fransk à votre service ‘til Deres tjeneste’.

Det danske tjener er af urgermansk oprindelse. Det er afledt af verbet ‘at tjene’, der igen er afled af et tabt ord for ‘træl, slave’, som ses i gotisk þius, oldengelsk þeow, middelhøjtysk deo, alle ‘tjener’. Et beslægtet ord er dansk tyende. Det urgermanske ord for ‘slave’ rekonstrueres som *þewan; dets videre oprindelse er omdiskuteret.

Svensk tjänare ‘tjener’ kendes fra 1500-tallet om den talende eller skrivende person (Wår aller nådigiste herris vnderdånige tiänarer). I denne brug optræder Ödmiuke tienere ‘ydmyg tjener’ for første gang i 1564; senere opstår varianten mjuka tjänare.

Tjänare! er også belagt som en høflig kommentar til en person, der nyser, dvs. ensbetydende med dansk prosit! Som tilfældet er med fransk serviteur, kan ordet endvidere anvendes ironisk som en afvisning, 'Ellers tak'.

I moderne svensk lever disse høflighedsformer videre i det uformelle tjänare med varianterne tjenis, tjena, tja, der anvendes som uformelle, indledende og afsluttende hilsner.

Etymologisk har den svenske form samme ophav som dansk tjener og tysk Diener, se ovenfor.