Referenceinterval er det talinterval, hvor man forventer at finde 95 procent af værdierne for udførte laboratorieundersøgelser af biologiske stoffer, når prøvematerialet er taget fra en gruppe raske personer.
Faktaboks
- Også kendt som
-
referenceområde, normalværdi (tidligere anvendt betegnelse)
Et eksempel kan være en blodprøve, hvor indholdet af glukose i blodplasma bestemmes. Referenceintervallet for glukose i blodplasma er 4,2-6,3 mmol/L. Med andre ord, hvis man målte glukose hos 100 tilfældigt udvalgte, raske danskere, ville 95 af dem forventeligt have en værdi inden for dette interval. Men fem vil altså forventeligt ligge uden for, uden at være syge.
Lægen vil sammenligne værdien målt hos en person med referenceintervallet, når det skal vurderes, om værdien kan indikere underliggende sygdom. Prøvesvar, enten de ligger inden for eller uden for referenceintervallet, vurderes altid i forhold til øvrige forhold hos personen, som for eksempel sygehistorie og fund ved klinisk undersøgelse.
Referenceintervallet varierer for mange laboratorieundersøgelser med alder og køn samt hvilken testmetode, der er benyttet i laboratoriet. De referenceintervaller, som opgives for samme analyse udført ved forskellige laboratorier, kan derfor afvige fra hinanden, hvilket komplicerer anvendelsen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.