Sovende stor potu (Nyctibius grandis) på en gren i Pantanal, Brasilien.
Potuer
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Potuer er en familie af mellemstore natravnfugle fra Syd- og Mellemamerika. De danner ordenen Nyctibiiformes. Familien omfatter syv arter, som fordeler sig på slægterne Nyctibius og Phyllaemulor.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Nyctibiidae (familie)

Etymologi
Ordet potu kommer af engelsk potoo, vist lydefterlignende ord af caribisk oprindelse.

De bliver 23-50 cm lange og har lange vinger og hale, meget små fødder og store øjne. Fjerdragten er tegnet i rødbrune, grå, hvide og sorte camouflagefarver. Næbbet er lille med nedadbøjet spids, mens gabet er kolossalt stort.

Potuer er aktive om natten, hvor de fanger insekter i luften under korte flyveture fra en udsigtspost. Om dagen sidder de ubevægelige i opret stilling på en gren. De lægger kun ét æg, som anbringes i en lille fordybning på en gren eller træstub. Det ruges af begge forældre, der også opfodrer ungen i fællesskab.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig