Plasmaferese er en procedure, hvor der fjernes plasma fra blodet fra en bloddonor eller en patient. Ved plasmaferese tappes op til 800 milliliter plasma. Proceduren kan foregå ved hjælp af avancerede centrifugebaserede maskiner.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af plasma og græsk aphairesis 'fjernelse'.

Ved en plasmaferese tappes fuldblod, som efterfølgende, ved centrifugering, adskilles i plasma og blodceller. Plasmaet opsamles herefter i en separat pose, og blodcellerne gives tilbage til donoren eller patienten.

Plasmaferese af bloddonorer

Plasma fra bloddonorer anvendes dels til direkte transfusion til patienter, og dels til at lave medicin. Den medicin som laves af plasma er primært albumin og immunglobuliner. Det er medicin, som er livsvigtig for mange patienter. Plasmaferese af bloddonorer er vigtig for at der kan laves tilstrækkeligt af den medicin, som udvindes fra plasma.

Ved en almindelig fuldblodstapning opnås cirka 250-300 milliliter plasma til transfusion eller videre bearbejdning. Ved plasmaferese tappes op til 800 milliliter plasma. Plasmafereser kan gennemføres hyppigere end fuldblodstapninger, fordi plasmaproteinerne gendannes hurtigere end de røde blodceller. En plasmadonor kan give plasma op til hver 14. dag.

Plasmaferese af patienter

Plasmaferese kan også udføres som behandling af patienter. Dette kaldes for terapeutisk plasmaferese. Ved terapeutisk plasmaferese fjernes plasma fra patienter og erstattes med albumin eller plasma fra bloddonorer. Når store dele eller hele plasmavolumenet skal udskiftes, benyttes såkaldte aferesemaskiner. Sådan en behandling kan være relevant hos patienter med mange forskellige sygdomme, herunder patienter med visse neurologiske og hæmatologiske sygdomme.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig