plasmaceller

Plasmaceller udvikles fra B-lymfocytter, som modnes ved binding af et antigen til deres overflade, for eksempel fra et virus eller en bakterie og samtidig stimulation fra en T-hjælpercelle.

Bindingen mellem B-cellen og mikrobeantigenet sker normalt i lymfatisk væv som lymfeknuder, mandlerne, Peyerske plaques eller milten.

De modnede plasmaceller føres med blodet fra det lymfatiske væv til knoglemarven, hvor de producerer tusindvis af det samme antistof hvert sekund. Antistofferne frigives til blodet, så de kommer ud i kroppens væv, hvor de kan binde sig til mikroorganismer. Dermed mærkes mikroorganismerne, så de kan tilintetgøres ved et samarbejde med andre dele af immunsystemet, herunder komplementsystemet og makrofager.

Der findes flere typer antistoffer. Ved førstegangseksponering for en mikrobe dannes først antistoffet immunglobulin M (IgM). IgM kan aktivere et sæt proteiner, betegnet komplementsystemet, der bidrager til elimination af mikroorganismer. Derefter foregår et såkaldt klasseskifte, hvor produktionen ændres til immunglobulin G (IgG), D, E eller A. IgG er den mest almindelige og mest betydningsfulde immunglobulin for bekæmpelse af virus og bakterier.

Antistofferne udgør en del af det humorale immunsystem, som består af opløselige komponenter, der kan føres med blodstrømmen og virke uden for cellerne. Fra en person første gang bliver eksponeret for en mikroorganisme eller får en vaccine, går der 4 – 7 dage inden B-cellens antistofproduktion begynder. Ved en efterfølgende eksponering for samme antigen, stiger produktionen af antistoffer hurtigere, idet B-cellerne har livslang hukommelse.

Plasmaceller har en sideforskudt, rund cellekerne og rigeligt cytoplasma, som med almindelige farvemetoder bliver stærkt blåfarvet. Da plasmaceller producerer store mænger immunglobuliner, har de et veludviklet Golgi-apparat, som i mikroskopet ses som en opklaring i cytoplasma nær kernen.

Når B-lymfocytterne modnes til plasmaceller ændrer proteinstofferne på deres overfalde sammensætning. Således mistes de typiske B-celleantigener som CD19 og CD20, mens andre antigener som CD38 og CD138 udtrykkes. Overfladeantigenerne kan detekteres på levende celler med laboratorieteknikken flow cytometri.

Plasmacellerne i knoglemarven kan leve meget længe. De udgør normalt under to procent af cellerne i knoglemarven. Når der opstår kræft i plasmacellerne, kaldes sygdommen myelomatose, og plasmacellerne vil da oftest udgøre over ti procent af cellerne i knoglemarven.

Ved hypogammaglobulinæmi produceres der for få antistoffer, hvorved der opstår tendens til infektioner. Hypogammaglobulinæmi kan ses ved medfødt immunsvigtssyndrom, myelomatose og kronisk lymfatisk leukæmi.

• blodet
• lymfocytter
• antistoffer