Ouverture, (fr. 'åbning', af ouvert 'åben'), instrumentalt forspil til opera, operette, oratorium osv. I baroktiden fandtes to typer. Den franske ouverture bestod af to eller tre afsnit: Det første pompøst og især kendetegnet ved punkterede rytmer, det andet lettere og ofte fugeret; i visse tilfælde sluttede satsen med et afsnit af samme karakter eller med samme musik som det første. Den italienske opera-sinfonia fra ca. 1700 havde tre satser: en langsom indrammet af to hurtige; denne type blev forløberen for symfonien. Omkring midten af 1700-t. fremstod den ensatsede ouverture, ofte i sonateform og eventuelt med langsom indledning (fx Mozarts Don Giovanni, 1787). Med Gluck fulgte fra ca. 1760 kravet om forbindelse mellem ouverturen og operaens musik; dette blev normgivende for de fleste senere komponister (fx Weber, Wagner og Verdi). En konsekvens heraf blev den såkaldte potpourriouverture, der udelukkende anvender temaer fra operaen eller operetten. Visse operaer, fra og med Verdis Otello (1887), begynder uden forspil. Med Beethovens ouverturer som model skabte romantikerne koncertouverturen, en programmusikalsk genre beregnet på opførelse i koncertsalen som fx Tjajkovskijs Romeo og Julie (1869/80).
Det sker
Kongressen i USA
En delegation af 11 amerikanske kongresmedlemmer besøger den 16.-17. januar Danmark på initiativ af det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz. Delegationen har blandt andet sikkerhed i Arktis og handelsforbindelser landene imellem som dagsorden for besøget.
Kampen om Grønland
Grønland befinder sig i en højspændt politisk situation, efter præsident Donald Trump flere gange har udtalt, at landet bør være under amerikansk kontrol. Et nyligt møde mellem USA, Grønland og Danmark endte med enighed om en fælles arbejdsgruppe. Det er endnu uvist, hvad parterne vil diskutere. Se stort tema om Grønland.
Håndbold
Danmark er fra 15. januar vært for EM i håndbold for mænd. Danmark spiller sin første kamp mod Nordmakedonien 16. januar. Læs om sportens historie og udvikling frem til i dag.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.