Mentol er en krystallinsk forbindelse med duft og smag som pebermynte. Mentol forekommer i pebermynteolie af Mentha piperita fra læbeblomstfamilien, som indeholder ca. 50 % mentol, og i æterisk olie fra andre Mentha-arter. Det opløses let i almindelig alkohol (ethanol), men er næsten uopløseligt i vand.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mentol kommer af latin mentha 'mynte' og -ol.
Også kendt som

3-p-mentanol

Anvendelse

Hvis mentol gnides på huden, opstår der en kuldefornemmelse, som antages at skyldes en direkte effekt på de termoreceptorer i huden, der opfatter kulde. Forbindelsen anvendes i fødevare- og lægemiddelindustrien. Mentol bruges som smagsstof i lægemidler, som aromastof i en række nydelsesmidler og i forskellige lindrende lægemidler.

Kemiske egenskaber

Kemisk er mentol en sekundær monocyklisk terpenalkohol, der kan optræde i flere optiske isomerer, men kun én af dem findes i naturen. Forbindelsen kan også fremstilles syntetisk, fx ud fra thymol.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig