lungekræft

Svulsttypen er småcellet karcinom i ca. 15 % af tilfældene. Dette kaldes også small cell lung cancer eller SCLC (forkortelse)

Ikke-småcellet karcinom er svulsttypen i ca. 80 % af tilfældene. Dette kaldes også non-small cell carcinoma eller NSCLC (forkortelse). Ikke-småcellet karcinom kan opdeles i tre grupper:

• adenokarcinom (60 %)
• planocellulært karcinom (25 %)
• blandingstyper og andre (15 %)

Udover de svulster, der opstår primært i lungen, ses der ofte svulster, der har deres udgangspunkt i kræftsvulster andre steder i kroppen og som har spredt sig til lungerne (metastaser). Mange kræfttyper kan sprede sig til lungerne, hyppige eksempler er brystkræft, kræft i mave-tarm-kanalen, nyrekræft og modermærkekræft.

Neuroendokrine svulster er en sjælden type af lungekræft, og udgøres af storcellet neuroendokrint karcinom og karcinoider.

Forekomsten var i sidste halvdel af 1900-tallet markant stigende hos mænd, hvorefter den er fladet ud og begyndt at falde efter årtusindeskiftet. For kvinder har den stigende kurve været mindre stejl, men har været vedvarende og er ved årtusindeskiftet fladet ud men ikke faldet.

Kvinder har således været i overtal med lungekræft tilfælde siden 2016. Disse ændringer afspejler rygevaner i befolkningen med 20 års forsinkelse og svarer til at specielt mænd nu ryger mindre end tidligere. Forekomsten af lungekræft hos mænd var tidligere betydeligt højere end hos kvinder, fordi flere mænd var rygere. Efterhånden som flere kvinder begyndte at ryge, steg også forekomsten af lungekræft i denne gruppe, og antallet af kvinder, der får lungekræft, er nu højere end for mænd.

Risikoen for at dø af lungekræft er anslået ti gange højere hos en person, der ryger tyve cigaretter dagligt, end hos en ikke-ryger. Risikoen øges yderligere ved højere tobaksforbrug. Hvis man holder op med at ryge, vil risikoen for at få lungekræft aftage, og efter ti til femten år nærmer man sig risikoprofilen for dem, der aldrig har røget. Der er indikationer for, at passiv rygning også kan føre til lungekræft.

Luftforurening synes også at kunne øge risikoen for lungekræft. Dette kan være en del af forklaringen på, at man i de fleste lande finder en højere forekomst af lungekræft i byer end på landet.

Det er veldokumenteret at udsættelse for asbest er kan medføre lungehindekræft. Der er mangelfuld dokumentation for om det også øger risikoen for lungekræft.

Radon er en luftart som siver op fra undergrunden. Eksponering for radon kan give øget risiko for lungekræft. Der er en sammenhæng mellem radonniveauet i boliger og udvikling af lungekræft. Radon findes i undergrunden i hele Danmark og mange boliger, især i Østdanmark, har radon niveauer over Sundhedsstyrelsens anbefalede grænse. Radon kan trænge ind gennem utætheder i fundament og derfor er kældre specielt udsat. Formentlig er det kun få procent af lungekræfttilfældene i Danmark som kan være forårsaget af radoneksponering i hjemmene.

De mest almindelige tegn på lungekræft er ny eller ændret hoste og opspyt. Af og til kan blodigt opspyt (hæmoptyse) komme sammen med hosten.

Andre symptomer og tegn kan være gentage luftvejsinfektioner som lungebetændelser, åndenød, vægttab og træthed. Hæshed og brystsmerter kan også være symptomer.

Et almindeligt røntgenbillede af lungerne (kaldet røntgen thorax) er ikke tilstrækkeligt til af afklare diagnosen. Det er brug for enten CT-scanning af brystkassen og øverste del af bughulen (kaldet CT af thorax og øvre abdomen), eller en helkrops PET-/CT-scanning som er det foretrukne. . En kræftsvulst vil på billedet aftegne sig som en plet eller skygge, hvilket kaldes en fortætning eller et infiltrat.

Det er nødvendigt med en vævsprøve (biopsi) eller celleprøve (cytologi) for at stille diagnosen med sikkerhed, da et infiltrat i lungerne kan være vanskeligt at skelne fra infiltrater, der skyldes lungebetændelser, tuberkulose eller andre typer betændelse i lungerne. Prøverne tages ved hjælp af en undersøgelse af de nedre luftveje med et bøjeligt rør med kamera (bronkoskopi), eller eventuelt ved en prøve gennem brystvæggen med en specialnål, vejledt af samtidig CT-scanning.

På baggrund af scanningerne kan det fastslås, hvor sygdommen er lokaliseret samt dens udbredelse. Dette kaldes stadiet og baseres på en beskrivelse af:

• T, primærtumorens størrelse og udbredning
• N for regional lymfeknude spredning
• M for fravær eller tilstedeværelse af fjernmetastaser (til andre organer eller områder)

Kombinationen af T, N, og M afgør det samlede stadie. Dette kaldes TNM-systemet og i Danmark følges den internationale TNM-klassifikation for lungekræft. Lungekræft inddeles i stadierne IA, IB, IIA, IIB, IIIA, IIIB, IIIC, IVA, samt IVB.

Hvis der er mulighed for at fjerne hele kræftsvulsten, vil der i de fleste tilfælde foretages en operation, hvor hele den lungelap hvor svulsten sidder fjerner (lobektomi). Det er meget sjældent at hele lungen fjernes (pneumonektomi), da det giver betydeligt flere komplikationer og er behæftet med en væsentlig dårligere prognose end ved fjernelse af en lungelap.

Oftest kan fjernelse af en lungelap foretages som kikkertkirurgi (thorakoskopisk lobektomi), som er mere skånsomt for patienten og med hurtigere udskrivelse fra hospitalet en tidligere tiders åben kirurgi. Dette forudsætter, at der ikke er fundet kræft i andre organer, og at patienten har tilstrækkelig god lungefunktion til at tåle indgrebet.

Ca. 25 % af alle patienter, der er diagnosticeret med lungekræft bliver opereret, og heraf er 75 % med fjernelse af lungelappen (lobektomi), mens fjernelse af hele lungen (pneumonektomi) blot er 0,5 %. Kirurgien tilstræbes at være radikal, dvs. at alt kræftvæv kan fjernes, da ikke-radikal kirurgi ikke gavner patienten. Om det er muligt at operere vurderes ud fra stadieinddelingen af kræften, som vurderes ud fra TNM-stadiet.

Småcellet lungekræft regnes oftest som ikke operabel grundet meget stor tendens til metastaser allerede tidligt i sygdomsforløbet. Ovenstående forhold angående operation drejer sig derfor i hovedsagen om den anden hovedtype kaldet ikke-småcellet lungekræft, som primært omfatter adenokcarcinom samt planocellulært carcinom samt visse andre sjældnere undertyper.

• Læs mere om kirurgisk behandling ved lungekræft

Strålebehandling kan ødelægge kræftceller og kan derfor bruges i behandlingen, dels som lindrende behandling (palliativ stråleterapi) og dels med henblik på at fjerne kræften (intenderet kurativ stråleterapi).

• Lindrende stråleterapi kan ved at skrumpe svulsten afhjælpe tryksymptomer, for eksempel smerter.
• Stråleterapi med helbredende sigte anvendes ved lungekræft som ikke kan opereres men som ikke har metastaser. Stråleterapien i denne situation på et strålefelt, som dækker tumoren med en vis bred margin samt gives dagligt på hverdage mange gange (kaldet fraktioner), typisk 30-33 fraktioner svarende til 6-6½ uges varighed, og gives helst i kombination med medicinsk kræftbehandling, da dette giver bedre behandlingsresultat end stråleterapi alene. Der er dog fortsat betydelig risiko for tilbagefald af kræftsygdommen.
• Stereotaktisk strålebehandling af små tumorer har vist lovende resultater. Dette indebærer at bestråle tumoren med en høj dosis få gange, for eksempel dagligt på 1-3 konsekutive dage.

• Læs mere om strålebehandling.

Kemoterapi anvendes på patienter, der ikke kan opereres, og også som supplerende behandling enten før operation (neoadjuverende), efter operation (adjuverende) ) eller begge del (perioperativt). Dette drejer sig overvejende om ikke-småcellet lungekræft.

Bruges desuden både ved småcellet og ikke-småcellet lungekræft sammen med strålebehandling med helbredende sigte samt ligeledes ved de tilfælde hvor hverken operation eller stråleterapi er mulig. Sidstnævnte behandling er af lindrende karakter.

Ved småcellet lungekræft er cellerne ofte meget følsomme for kemoterapi, og svulsten vil ofte skrumpe ind relativt hurtigt. Dog får mange tilbagefald af sygdommen.

• Læs mere om kemoterapi.

Målrettet kræftbehandling (targeteret behandling) i form af lægemidler, der hæmmer specifikke signalveje i kræftcellerne, anvendes, hvor der i vævsprøver fra svulsten kan påvise mutationer i visse receptorer eller signalveje (pathways). Der testes nu rutinemæssigt for mutationer i en lang række gener i tumorcellerne, for eksempel generne EGFR, BRAF, ALK-translokation, ROS1-positivitet, RET, KRAS G12C, NTRK translokation, HER2, samt METex14 skipping.

Immunterapi anvendes nu både ved småcellet lungekræft og navnlig ved ikke-småcellet lungekræft, hvor det er kommet ind i behandlingen på stort set alle stadier. Mest anvendt er gruppen af PD-L1 og PD-1-hæmmere, og der kan i tumorceller undersøges for proteinet PD-1, som kan anvendes som delvis markør for effekten af PD-L1/PD-1-hæmmere. Anvendelsen af immunterapi har givet gode resultater med forlænget overlevelse uden progression af sygdommen og totaloverlevelse.

• Læs mere om immunterapi.