lettisk

Fra det nuværende Letlands østlige del, det tidligere Latgallen, blev lettisk i 1500-t. udbredt til selisk-, semgalisk-, kurisk- og livisksprogede områder, og disse sprog har haft stor indflydelse på de lettiske dialekter. Hoveddialekterne er højlettisk, tamisk og centrallettisk; sidstnævnte har dannet udgangspunkt for skriftsproget. De tidligste tekster på lettisk er fra 1500-t., bl.a. en katolsk Katekismus fra 1585. Især sprogforskeren Jānis Endzelīns (1873-1961) har bidraget til skriftsprogets udvikling.

Det lettiske alfabet bygger på det latinske og anvender desuden specielle tegn til angivelse af hhv. længde, ā, ē, ī, ū, palatalisering, ģ, ķ, ļ, ņ, og de alveolære konsonanter č, š, ž. Under påvirkning fra livisk og estisk blev trykket lagt fast på ordets første stavelse. Lange stavelser udtales med to typer intonationer, hvoraf den ene ligner det danske stød.

Selvom lettisk er mindre konservativt end litauisk, har det et syntetisk præg, fx i dzīvošu Rīgā 'jeg vil bo i Riga', hvor -š- angiver futurum, -u 1.pers. sing., og -ā lokativ.

Substantiverne har to køn, maskulinum og femininum, men ingen artikel. Endelser for hver af de syv kasus er ens for ord af forskellige grammatiske klasser, fx 'et hvidt bord'

Hertil kommer vokativ, i fx tēv! 'fader!' af nom. tēvs.

Verbernes bøjningssystem er meget omfattende og rummer bl.a. en særlig debitiv modus, fx jābrauc 'skal rejse'.

Ud over gamle baltiske ord rummer ordforrådet flere meget arkaiske ord, der ikke findes i andre baltiske sprog, fx asins 'blod' af indoeur. *eshnos og govs 'ko' af indoeur. *gwōus. Lettisk har optaget mange låneord fra østslaviske sprog, tysk samt fra livisk og estisk.