Lean startup er en tilgang til entreprenørskab, som er baseret på principperne byg (build), evaluér (measure) og lær (learn). Lean startup står dermed for en processuel tilgang til entreprenørskabsundervisning.

Baggrund for lean startup

Modellen bag lean startup stammer fra IT-udviklingsmiljøer omkring Silicon Valley i USA. Her fandt entreprenøren Eric Ries (født 1978) ud af, at mange iværksættere bruger tiden forkert i innovationsprocesser, fordi de arbejder henimod en forretningsplan med et endegyldigt mål. Eric Ries mente, at det var mere hensigtsmæssigt at arbejde iterativt (i en iterativ proces bygger forløbets beslutninger og løsninger på løbende læring og indsigter) for dermed at reducere risiko og ressourceforbrug i processen.

Eric Ries udgav i 2011 bogen The Lean Startup (fulde titel: The Lean Startup: How Today's Entrepreneurs Use Continuous Innovation to Create Radically Successful Businesses) om lean startup-bevægelsen. I sin bog anvender Ries videnskabelige principper til iværksætteri og advokerer for den tilgang, han kalder "just-in-time skalerbarhed", nemlig at udføre produkteksperimenter uden massive forudgående investeringer i planlægning og design.

Bogen viser værdien af handlingsrettede målinger for beslutningstagning og vigtigheden af at ændre kurs i iværksætter-processen, når det er nødvendigt. Disse tanker udviklede Eric Ries på baggrund af sine erfaringer som startup-rådgiver, medarbejder og grundlægger af flere virksomheder (bl.a. Catalyst og There, Inc.)

Lean startup-metoden

Lean startup-metoden er baseret på en række principper, der skal hjælpe iværksættere med at systematisere og effektivisere entreprenørskabsprocessen. Principperne bygger på antagelsen om, at man i hele udviklingsprocessen løbende skal være i dialog med sine kunder eller brugere med henblik på kunne skabe relevante, værdiskabende og brugbare løsninger.

Modellen består af tre faser, der kan bruges gennem hele entreprenørskabsprocessen. Fokus er på, at beslutninger i entreprenørskabsprocessen skal tages på baggrund af valideret læring, som løbende justerer de forskellige dele af projektet eller idéen, man arbejder på. Dermed er der for elever og studerende meget lighed med akademiske metoder, som allerede er kendte fra gymnasie, professionshøjskole eller universitet.

Lean startup består af tre faser, som studerende gentager i iterationer (gentagelser) for hele tiden at bevæge sig tættere på en færdig løsning eller koncept.

  • I byg-fasen (build) bygges idéer om til prototyper og antagelser/hypoteser kvalificeres
  • I evaluerings-fasen (measure) testes, hvordan prototyper modtages af potentielle kunder eller brugere. Feedbacken samles sammen til efterfølgende kvalificering.
  • I lær-fasen (learn) analyseres data, feedback og input. Disse indarbejdes i nye iterationer, og nye hypoteser kan opstå.

Udover produktudvikling i iværksættersammenhæng kan lean startup-metoden anvendes i casebaserede undervisningsforløb, hvor studerende skal udvikle nye løsninger og forslag på problemer eller udfordringer, som fx er stillet af eksterne case-ejere. I denne type proces, vil de studerende på samme måde bygge prototyper af deres løsningsforslag, teste dem hos brugerne og evaluere dem med henblik på forbedring.

Metoden til kundeudvikling

En central del af lean startup er metoden til kundeudvikling. Denne del af metoden er skabt af den en amerikanske iværksætter, underviser, forfatter og foredragsholder Steve Blank (født 1953). Han skabte kundeudviklingsmetoden, der antager, at tidlige virksomheder (ventures) har en række uafprøvede hypoteser om deres forretningsmodel. Kundeudvikling starter med præmissen om, at der ikke er data til at validere disse hypoteser inde på iværksætterens kontor, men man skal ud i samfundet for at teste og validere hypoteserne.

Steve Blank forfinede ideerne omkring metoden i 2004, da han var investor og rådgiver for IMVU, en virksomhed, der var medstiftet af Eric Ries. Lean startup blev derfra anset som en effektiv og tilgængelig måde at søge efter produkt-/markedstilpasning. Steve Blanks bidrag til lean startup-metoden inkluderer metoden til kundeudvikling, agil engineering, og er senere tilføjet værktøjet Business Model Canvas, som er udviklet af Alexander Osterwalder.

Lean startup-bevægelsen afholder årligt en konference i Californien, hvor iværksættere og brugere af metoden samles og deler viden.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig