Lancinerende smerter er kortvarige skarpe, jagende eller stødende smerter, der skylde irritation af en enkelt nerve eller nerverod i det perifere nervesystem eller skader i centralnervesystemet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet lancinerende kommer fra latin lancinare 'rive'.

Lancinerende smerter bruges ofte synonymt med neuralgi og ses derfor som led i neuropatiske smerter

Symptomer ved lancinerende smerter

De lancinerende smerter beskrives ofte som korte jag af sekunders varighed eller stød. De kan komme som enkelt jag eller som en serie af jag, fx udstrålende fra lænd ud i et ben som følge af en diskusprolaps.

Det kan også være som jag i ansigtet ved trigeminusneuralgi eller i baghovedet ved occipitalneuralgi. Lancinerende smerter er også karakteristisk ved helvedsild og kroniske følger af dette (postherpetisk neuralgi). I enkelte tilfælde kan de lancinerende smerter også ses ved rygmarvsskade eller efter en blodprop i hjernen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig