kredsmandat

Valgkredsene – som siden 2007 alle betegnes storkredse – har hver et antal mandater (kredsmandaterne). Fordelingen af de 135 kredsmandater på de ti storkredse sker for femårige perioder og beregnes forholdsmæssigt ud fra summen af:

• folketal
• vælgertal
• en såkaldt arealfaktor, der er 20 x arealet i kvadratkilometer.

Den mindste storkreds er Bornholms Storkreds med to kredsmandater, den største er Sjællands med 20 kredsmandater.

Storkredsene er opdelt i et antal såkaldte opstillingskredse. Sjællands Storkreds har således 12 opstillingskredse, altså færre end antallet af kredsmandater. Opstillingskredsene er et levn fra den tid, hvor Danmark havde flertalsvalg i enkeltmandskredse. Nu tjener de primært til at skabe en form for lokal kobling mellem vælgerne og deres repræsentanter i Folketinget. Det er storkredsene, der er de egentlige valgkredse.

Valget af kredsmandater opgøres separat i hver storkreds ved forholdstalsvalg på grundlag af den d'Hondtske fordelingsmetode. Der gør sig det særlige forhold gældende, at hvis et parti i alt har fået flere kredsmandater, end det skal have mandater i forhold til dets samlede stemmetal, skal det ikke afgive det overskydende antal kredsmandater. Kredsmandaterne er endelige, som det hedder.

I perioden 1920-1947 skete det ganske ofte, at et parti fik flere kredsmandater, end stemmetallet berettigede til. Forskellige regelændringer – og gradvist større valgkredse – har bidraget til, at det først var i 2022, at et parti (Socialdemokratiet) på denne konto igen fik et mandat mere, end hvad stemmetallet forholdsmæssigt berettigede til.

Et forsøg på at få ændret den specifikke regel om kredsmandaternes endelighed blev sat på pause med udskrivelsen af folketingsvalg til afholdelse den 24. marts 2026.

• folketingsvalg
• folketingsvalg 2026
• storkreds
• tillægsmandat