Knapost er en friskost fremstillet af kærnemælk fra traditionel fremstilling af smør.

Faktaboks

Etymologi

Uklar oprindelse

Også kendt som

Appetitost

Fremstilling af knapost

Knapost blev fremstillet af landhusholdningerne ved opvarmning til 60°C af kærnemælk fra smørkærnen. Ved den lave pH på omkring 4,6 samles og udfældes ostemassen ved opvarmning for at blive frafiltreret på et osteklæde.

Ostemassen blev overført til en mindre beholder og kølet ned, og var snart klar til brug.

Navnet knapost

I nogle egne af landet lader det til at have været praksis at lægge en knap i bunden af beholderen. Osten kunne serveres, når knappen ikke fulgte med osten, når osten blev udtaget af beholderen og havde et aftryk af knappen. Navnet knapost kan også blot skyldes, at ostens form lignede en knap.

Gastronomi og næringsværdi

Knapost blev som en friskost ofte tilsat findelte krydderurter eller kommen. På Fyn blev knapost også røget.

Knapost fremstillet af kærnemælk fra smørproduktion har et højt indhold af fosfolipider fra fedtkuglemembranen med god næringsværdi. I dag fremstilles kommerciel kærnemælk ofte ved syrning af skummetmælk og får et lavere indhold af fosfolipider. Knapost fremstillet af denne type kærnemælk vil have en lavere næringsværdi.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig