kantonesisk

De 18 konsonantfonemer i kantonesisk er forholdsvis ukomplicerede. De kan ses i nedenstående tabel:

/h/ udtales altid som en glottal frikativ, aldrig som en velær frikativ, hvilket ellers er standardudtalen på mandarinkinesisk. De aspirerede plosiver og affrikater er ligeledes altid glottaliserede, aldrig velariserede. En anden forskel mellem kantonesisk og mandarinkinesisk er, at der ingen retroflekse konsonanter er på kantonesisk. Ligeledes er der ingen knirkestemme i nogen af de seks tonemer. Alt dette er til sammen med til at give kantonesisk en mere flydende og 'mild' udtale en mandarinkinesisk.

Når /p, t, k/ forekommer i udlyd, er de applosive: [p̚, t̚, k̚].

Der er usikkerhed med hensyn til præcis hvor mange vokalfonemer, kantonesisk har. I denne artikel anvendes den mest simplistiske analyse, hvor kantonesisk antages at have otte vokalfonemer. Fem af disse findes i to allofoniske varianter, som adskiller sig fra hinanden i både vokalkvalitet og længde. De otte vokalfonemer er:

Af disse vokalfonemer er /a/ og /y/ altid lange: [a:], [y:], medens /ɐ/ altid er kort: [ɐ]. De øvrige fem vokalfonemer /e, i, o, u, ø/ findes hver især i en kort og en lang udgave, hvor hver udgave har en specifik vokalkvalitet:

Som det kan ses, er både /e/, /o/ og /ø/ sænkede i de lange allofoniske varianter, hvilket er det modsatte af, hvad man finder på mange andre sprog, eksempelvis ungarsk. /i/ og /u/ er forhøjede i de lange varianter, som forventet, jf. engelsk fonologi.

Med hensyn til variationen mellem de korte og de lange vokalfonemer kan man overordnet sige, at de lange udgaver er de hyppigst forekommende, mens de korte udgaver kun forekommer i begrænsede sammenhænge, som varierer for hvert fonem:

• /e/ og /o/ er kun korte i hhv. diftongerne /ei/ [ei̯] og /ou/ [ou̯].
• /ø/ er kun kort i diftongen /øi/ [ɵy̯] samt foran alveolære lukkelyde i udlyd: /øn/ [ɵn], /øt/ [ɵt̚].
• /i/ og /u/ er kun korte foran velære lukkelyde i udlyd: /iŋ/ [ɪŋ], /ik/ [ɪk̚], /uŋ/ [ʊŋ], /uk/ [ʊk̚].

Har man først forstået den kantonesiske fonologi, som beskrevet ovenfor, er Yale romanization meget nemt at lære da hvert fonem skrives enten med et enkelt grafem eller med en digraf. De allerfleste fonemer skrives med de samme tegn, som anvendt i den ovennævnte fonologiske analyse. Noter dog følgende:

• /ŋ/ transkriberes som <ng>.

• De uaspirerede plosiver /p, t, k/ transkriberes som <b, d, g>, ligesom man gør på hanyu pinyin for mandarinkinesisk. Dette giver plads til at man kan transkribere de aspirerede plosiver /p^h, t^h, k^h/ som <p, t, k>. Dette er ganske intuitivt for danskere, da vores <b, d, g> jo også er ustemte og uaspirerede.

• /t͡s/, /t͡s^h/ og /j/ transkriberes som hhv. <j>, <ch> og <y>.

• /ɐ/ transkriberes som <a>, /a/ som <aa>, /ø/ som <eu> og /y/ som <yu>. Dog transkriberes /a/ blot som <a>, når der ikke forekommer en efterfølgende semivokal eller konsonant, da der ikke er variation mellem /a/ og /ɐ/ i disse tilfælde.

Den fulde betegnelse for dette system er Jyutjyu Pingjam [jy:t̚jy: p^hɪŋjɐm], eller skrevet med Yale romanization: Yuhtyuh Pingyam. Det følger i store træk Yale romanization, dog med undtagelse af konsonantfonemerne /t͡s, t͡s^h, j/, som transkriberes som hhv. <z, c, j>, samt vokalfonemerne /a, ø/.

For /a/ gælder det, at dette fonem altid transkribes som <aa>, aldrig som <a>. /ø/ transkriberes som <eo>, når det udtales [ɵ] og som <oe>, når det udtales [œ:]. Systemet er således ikke fuldkommen fonemisk.