kannibalisme

De ældste vidnesbyrd om kannibalisme er fundet af kranier fra arkaisk Homo sapiens og neandertalere, der har fået kraniets bund (basis) omkring nakkehullet borthugget, antagelig for at skaffe adgang til hjernen, som fortæredes. Neandertalkraniet fra Monte Circeo i Italien med basis borthugget er blevet nedlagt omgivet af en lille cirkulær stensætning, hvilket understreger fundets rituelle karakter.

I Norden findes spor af kannibalisme i forbindelse med marvspaltede menneskeknogler på bopladsen Dyrholmen fra Ertebølle-kulturen. I den rige gravhøj "Kung Björns Hög" (Hågahögen) i Uppland i Sverige fra yngre bronzealder fandtes marvspaltede knogler, hvilket formentlig afspejler fortæring af mennesker i forbindelse med en høvdingebegravelse.

Der findes omfattende, især ældre antropologiske beretninger om fænomenet. Det har i nyeste tid endnu forekommet, fx i Amazonområdet og på Ny Guinea, men har i 1900-tallet været meget mere udbredt som forestilling end som realitet. Kannibalisme har hos mange folk været set som udtryk for umenneskelighed og har været tilskrevet fremmede. Endog folk, som selv praktiserede kannibalisme, kunne hævde, at de var menneskeædere på en "civiliseret" måde, mens andre stammer fx spiste spædbørn eller gnavede i deres egne lemmer. I kolonierne blev de hvide ofte af de indfødte mistænkt for kannibalisme.