hugorm

Hugormen har en noget kompakt og plump kropsform med en kort hale. Hanner bliver 34-81 cm lange, mens hunnerne med en længde på 42-104 cm bliver en smule større. Danske hugorme bliver typisk 50-70 cm lange.

Hovedet bliver bredere bagtil, hvilket giver det et svagt trekantet omrids. Et stort skæl rager lidt ud over øjet, som et ”øjenbryn”. Øjnene er rødlige med lodret pupil. Kropsskællene er kølede, modsat snogen, som har glatte skæl.

Grundfarven er normalt grålig eller brunlig. Oversiden af hovedet er mørk, og ned langs ryggen løber et bredt og mørkt, mere eller mindre zigzagformet længdebånd. Hannerne er oftest mere grå end hunnerne med et mørkere og mere skarpt afgrænset zigzagbånd. Visse hugorme er ensfarvet sorte, og ensfarvet brune hugorme forekommer også, selv om de er meget sjældne.

Hugormen er et af verdens nordligst forekommende krybdyr, ligesom den er et af de krybdyr, som har den største udbredelse. Dens udbredelse strækker sig fra Storbritannien i vest, gennem Europa og det nordlige Asien, til den russiske ø Sakhalin i øst. Mod nord strækker dens udbredelse sig et stykke op over polarcirklen, og i Skandinavien, Finland og på Kolahalvøen i Rusland er den fundet op til ca. 69-70 °N.

I Danmark er den udbredt i det meste af landet, men mangler på flere mindre øer. Desuden mangler den eller er sjælden i store dele af Vestsjælland og på Lolland.

Hugormen findes på mange forskellige levesteder, men synes at foretrække ret lysåbne, fugtige naturtyper, fra lysåbne skove, over moser og heder, til bjergenge nær trægrænsen i op til ca. 3.000 meters højde. I Danmark findes hugormen især på heder, i klitter og moser samt i skovkanter og skovlysninger.

Dødsfald fra hugormebid er meget sjældne. Fra perioden 1900-1947 kendes der til syv dødsfald fra hugormebid i Danmark, og det seneste danske dødsfald fra hugormebid skete i 1984.

• hugorme
• slangebid og slangegift