gau

Gau (pl. Gaue) er en middelaldertysk betegnelse for et geografisk, ofte også historisk sammenhørende område eller en germansk stammes bosættelsesområde. Ordet kom påny i brug i det 17. og 18. århundredes historieskrivning og digtekunst. Det indgår i egnsnavne som Breisgau, Rheingau og Warthegau.

I 1800-t. blev gymnastik- og vandrebevægelsens regionale organisationer betegnet som Gaue, og i 1900-t. kaldtes de regionale partienheder i det tyske socialdemokratiske parti, SPD, Gaue. Fra midten af 1920'erne var det tyske nazistparti, NSDAP, organiseret i Gaue under ledelse af Gauleitere, der var Adolf Hitlers regionale stedfortrædere og besad stærke positioner i partiet.

Efter at det nazistiske regime i 1934 havde opløst de 18 tyske delstater, fik de 35 nazistiske Gaue tillagt statslige, forvaltningsmæssige og til dels forsvarsmæssige opgaver, hvilket øgede Gauleiternes magt og indflydelse. Med de områder, Tyskland annekterede fra 1938 og frem, kom antallet af Gaue efterhånden op på 42 (fra 1941). For at markere samhørigheden med det gamle rigsområde, fik de nytilkomne Gaue betegnelsen Reichsgaue og en noget anderledes struktur, beregnet til at forhindre de hyppige kompetencestridigheder mellem partiet og de statslige myndigheder, der prægede den nazistiske "dobbeltstat". Det lykkedes dog ikke for indenrigsminister Wilhelm Frick at sætte denne ordning igennem i det gamle rigsområdes Gaue.

Kendte Gauleitere var Joseph Goebbels i Berlin, Fritz Sauckel i Thüringen, Hinrich Lohse i Schleswig-Holstein og Josef Terboven i Essen.

Ligesom på det politiske område kopierede det danske nazistparti, DNSAP, også på det organisatoriske NSDAP og brugte med et tilsvarende greb tilbage til middelalderlig sprogbrug ordet syssel om sine regionale afdelinger.