foden

Fodroden (tarsus) består af flere korte knogler. Det danner bl.a. ledforbindelsen til underbenet. Det danner hovedsageligt plane led, holdt sammen med kraftige ledbånd. Denne del udgør omtrent halvdelen af hele fodens skeletlængde. Bagerst ligger hælbenet (calcaneus), som er fodens største knogle.

Underbenets to knogler (skinneben og lægben) danner fodledsgaflen, der med de to ankelknyster, malleolerne, griber omkring siderne af rullebenet i en hængselledforbindelse, ankelleddet. Dettes bevægelser er stramt styret af flere ledbånd (sideligamenterne), der spænder sig fra malleolerne til flere af fodrodsknoglerne. Overstrækning eller overrivning af disse ledbånd kaldes et forstuvet fodled. Rullebenet hviler på hælbenet, calcaneus, med hvilket det danner subtalarleddet, hvis akse forløber skråt på langs af fodroden, og hvori fodleddets sidebevægelser foregår: inversion, hvor fodens ydre rand sænkes, og eversion, hvor den hæves; bevægelser, der er vigtige for indstilling af foden efter underlagets hældning.

Hælbenet danner bagtil vægtarm for trækket fra akillessenen; fortil er det i ledforbindelse med terningebenet. Rullebenet danner fortil et afrundet ledhoved, der er i ledforbindelse med bådbenet, som fortil danner led med de tre kileben (ossa cuneiformia). De er af betydning for fodens tværbue. På grund af fodrodsknoglernes stramme ledbåndsforbindelser bliver bevægelserne mellem dem små.

På ydersiden, foran hælbenet, ligger terningebenet (os cuboideum). Ledlinjen mellem dette og det mediale bådben fortil, og rullebenet og hælbenet bagtil, kaldes Choparts led, hvor en del af fodens drejebevægelser sker.

Mellemfoden er sammensat af de fem mellemfodsknogler, ossa metatarsalia, der fortil bærer de fem tæer, digiti pedis, hver sammensat af tre knogler, phalanges, undtagen storetåen, hallux, der kun indeholder to.

De tre inderste har ledforbindelse med hver sit kileformede fodrodsben, mens de to yderste har ledforbindelse med terningebenet. Også disse led er forholdsvis stramme og lidt bevægelige (amfiartroser). Ledlinjen mellem mellemfodens knogler og fodrodsbenene kaldes Lisfrancs ledlinje.

Tæernes knogler (phalanges) svarer til fingerknoglerne, men er kortere og mindre bevægelige. Storetåen (hallux) kan ikke vendes indad som tommelfingeren, og foden har derfor mistet sin evne til at være gribeværktøj som hos aberne.

Tæerne har tre falankser; grund-, midt- og yderfalanks, bortset fra storetåen, som kun har to. På undersiden af storetåens grundled findes to ærtestore seneben (ossa sesamoidea).

Affladning af buerne, platfod, skyldes en medfødt eller erhvervet løshed i de ledbånd, der stabiliserer buekonstruktionen. Nedfald af længdebuen, hvorved foden kæntrer indad, er den almindeligste form for platfod og medfører dårlig funktion og hurtigt indsættende træthed og smerter under gang. Forebyggelse og behandling af denne tilstand retter sig bl.a. mod at øge styrken af de muskler, der bidrager til stabilisering af fodens længdebue.

De lange muskler, der ligger på underbenets forside, løfter foden (musculus tibialis anterior), strækker storetåen (musculus extensor hallucis longus) og strækker de øvrige tæer (musculus extensor digitorum longus). Senerne fra disse muskler kan let ses under huden, når tæerne løftes.

På ydersiden af underbenet går de to lægbensmuskler (musculus fibularis longus og musculus fibularis brevis), som blandt andet bidrager til at vende fodsålen udad (eversion).

På bagsiden af underbenet ses læggen som indeholder diverse lange muskler i flere lag. Yderst ligger musculus gastrocnemius, som går over i akillessenen (tendo calcaneus/achillis) og dermed bidrager til at bevæge fodsålen nedad ('stå på tå') samt at vride foden indad (inversion/supination). Dette gør den underliggende musculus soleus også. Sammen kaldes disse to muskler for den trehovedede lægmuskel (musculus triceps surae), idet de begge er forbundet til akillessenen. Akillessenen er kroppens tykkeste og stærkeste. Den tåler stræk på 200–300 kilo. Der, hvor den fæster sig bag på hælbenet, er der en slimpose (bursa), som fungerer som stødpude.

Under lægmusklen (musculus triceps surae) og flyndermusklen (musculus soleus) ligger der tre lange muskler ved siden af hinanden. Deres sener går bag den indre ankelknude (malleolus medialis) og ind under fodsålen. Den yderste muskel (musculus flexor hallucis longus) bøjer storetåen, den inderste (musculus flexor digitorum longus) bøjer de øvrige tæer, mens den midterste (musculus tibialis posterior) kun bidrager til at presse fodsålen ned og indad. Den midterste muskel kan let palperes under huden, bag den mediale ankelknude. På grund af fodens specielle form bliver senerne til de lange muskler, både på forsiden og på bagsiden, holdt på plads med brede bindevævsbånd (retinaklerne). Disse går cirkulært rundt om anklen (retinaculum extensorum & flexorum).

De korte muskler i foden går kun fra fodrods- eller mellemfodsknoglerne og ud til tæerne. På oversiden går der vifteformede strækkemuskler ud fra hælbenets yderside til storetåen (musculus extensor hallucis brevis) og de øvrige tæer (musculus extensor digitorum brevis).

Under fodsålen findes der en række mindre muskler i et kompliceret mønster, som hjælper med at bøje tæerne og få dem til at sprede sig. Disse muskler dækkes af en bred og kraftig seneplade, kaldet plantaraponeurosen (aponeurosis plantaris). Den beskytter de underliggende strukturer og hjælper samtidig med at opretholde fodbuen.