færge

Indretningen af det skib, som skal anvendes som færge på en bestemt rute, afhænger af farvandets og færgestedets natur og af, hvad der skal transporteres, samt af, hvor hurtigt og hvor ofte transporten skal foregå. Færger vil derfor ofte være bygget på en sådan måde, at de stort set kun kan bruges med fordel på den rute, de er bygget til, eller til en lignende rute.

Færger flyttes dog ofte permanent fra en rute til en anden, men det vil næsten altid kræve en ombygning.

De mest karakteristiske enkeltheder ved en færge er vogndæk og passagerfaciliteter samt adgangsvejene til disse.

Vogndækkene skal være store, åbne områder med adgang ad porte og ramper af passende størrelse, og passagerfaciliteterne skal have et omfang og en kvalitet, som svarer til de transporter, som skal foregå. Det vil derfor oftest være vogndæk og passagerfaciliteter med adgangsveje, som sammen med rejsens hyppighed, længde og hurtighed er bestemmende for det detaljerede design.

Særligt to forhold kan give problemer. Færger opererer ofte i farvande med begrænset vanddybde, hvilket medfører, at færgens dybgang må være begrænset. Da færgens hoveddæk af hensyn til færgens stabilitet og vogndækkets adgang til land ofte må ligge ret lavt, bliver der ikke megen plads til færgens maskineri mellem skibsbunden og hoveddækket. Dette er især uheldigt, hvis færgen skal sejle med høj fart, eftersom det kræver et slankt skibsskrog og et stort maskineri.

Endvidere kan et stort vogndæksareal og -volumen gøre det vanskeligt at opnå fornøden sikkerhed med hensyn til stabilitet, flydeevne, brand og evakueringsarrangementer.

Da design af færger således kan være ret vanskeligt, har visse skibsværfter valgt at specialisere sig i færgebyggeri.

Som noget særligt kræver færger næsten altid specielle havnearrangementer, og disse kan blive forholdsvis komplicerede, især hvis der er kraftigt tidevand ved anløbsstederne.

Da en færge ved egen kraft skal kunne besejle havnene og anløbe lejerne i al slags vejr, er det vigtigt, at sejl- og manøvreegenskaberne er gode. Derfor er de fleste færger forsynet med kraftigt fremdrivningsmaskineri og specialbygget manøvregrej. Mange færger har således skruer og ror i både for- og agterstavn, og rorene er ofte konstrueret, så de har en høj virkningsgrad selv ved ringe vandstrømning, når færgen sejler langsomt.

Fra slutningen af 1950'erne blev det på større færger almindeligt at indsætte en eller flere tværpropeller, som hyppigst er skruepropeller anbragt i tværgående skrogtunneller, således at færgen kan manøvreres sidelæns. Som oftest er tværpropellerne anbragt i forskibet (bovthrustere), men en del færger har også en eller to tværpropeller i agterenden (hækthrustere).

Mange færger har to drivskruer, ofte med vendbare blade, og en del er forsynet med såkaldte azimut-thrustere, som er drivskruer monteret på lodrette aksler, således at de kan drejes 360°. Færger, der kun har azimut-thrustere, har intet ror.

Enkelte små færger er kabeltræksfærger. De har hverken ror eller skruer, men drives fremad og manøvreres ved hjælp af to kabler, som enten føres gennem skroget eller er tilsluttet en hjulanordning langs skibssiden.

Nogle få færger er kabelstyringsfærger. De drives fremad på traditionel vis, men har intet ror og styres udelukkende af kablerne. I Danmark er der indsat kabelstyringsfærger på Isefjorden mellem Orø og Hammer Bakker.

De nyeste hurtigfærger (katamaranfærger, wavepiercere og fregatfærger) har ingen udvendige drivskruer, men er derimod forsynet med nogle kraftige pumper. De sejler ved hjælp af en bagudvendt vandstråle (water-jet) fra en dyse, hvortil vand suges ind og presses ud med voldsomt tryk, således at den såkaldte rekylvirkning udgør fremdrivningskraften.

I dampskibstiden blev de fleste færger forsynet med dampmaskiner, som kunne være af forskellige typer, og på de tidligste færger trak dampmaskinerne ofte et par skovlhjul.

Efter 1925 blev næsten alle færger udstyret med dieselmotorer og skruepropeller. Der findes dog nu færger, som har dieselelektriske eller batteridrevne anlæg, således at skruerne drives af elektromotorer.

Enkelte hurtigtsejlende færger har gasturbiner.

For at have nem adgang til vogndækket er alle færger forsynet med porte, så man fra rampeanlæggene i havnene kan køre direkte om bord. Som oftest er der porte i både forende (bovport) og agterende (hækport), og mange færger har også sideporte. På små færger, der sejler over korte afstande, er vogndækkene ofte åbne, og portene er lave eller er blot en bevægelig bom.

Større færger skal være forsynet med porte, som hindrer vandindtag under sejlads. Hvis færgen ikke sejler på åbne havområder, kan disse porte være rulleporte, der skubbes langs skibssiden, men ellers kræves det af sikkerhedshensyn, at portene ikke kan slås ind af høj sø. Bovportene er derfor som oftest dobbelte. Inderst er der en vandtæt port, muligvis i form af en rampe, som kan hæves og sænkes, og yderst er der et visir, som kan løftes eller skydes ud langs skibssiden.

På vogndækkene er der trappeopgange og evt. elevatorer til salonerne samt forskellige servicerum. Disse er i reglen placeret langs skibssiderne eller midtskibs i såkaldte casings.

På jernbanefærger er der anbragt et eller flere spor på vogndækket, eventuelt med sporskifter, og ved portene er der mobile stoppuffere, som vognene kan køres op imod.

Der vil på vogndækkene oftest være arrangeret surringsbeslag, så køretøjer kan fastsurres i tilfælde af dårligt vejr.

Passagerapteringen omfatter de rum, saloner og kahytter, hvor de rejsende kan opholde sig under sejladsen. På de mindste færger i fart på korte ruter er passagerapteringen sparsom og i reglen kun et rum med siddepladser. På større færger eller færger, der er i fart på længere ruter, er der spisesaloner, cafeterier, hvilesaloner, særlige chaufførrum og kiosker. Færger, der er i fart på lange ruter, hvor natsejlads ikke kan undgås, har kahytter med køjer og baderum.

Mens saloner oftest vil være placeret over vogndækket, er det ikke ualmindeligt, at nogle passagerkabiner er anbragt under vogndækket.

Af hensyn til brandfaren skal der overalt på en færge være et omfattende brandslukningsudstyr (fx sprinkleranlæg) og flugtveje til båddækket, og der skal være vandtætte og brandtætte døre i henhold til særlige regler.

Redningsudstyret skal også kunne bruges i tilfælde af, at nogen falder overbord, og ultimativt også i tilfælde af, at skibet skal forlades. Redningsudstyret skal derfor omfatte en hurtigt udsættelig mand-overbord-båd, redningsveste, redningsbåde, oppustelige flåder og evakueringsslisker samt redningskranse og redningsbælter.

De fleste færger har en særlig skrogudformning, således at de passer ind i et færgeleje. For at beskytte skroget ved lejeanløb er de fleste færger forsynet med en kraftig liste af metal eller træ (fenderlisten), som er monteret langs hele skibssiden og i stævnene.

Færger kan være bygget symmetrisk, således at begge ender er ens. De kan således sejle lige godt både fremad og baglæns. Disse færger kaldes dobbeltendere, og de behøver ikke at svaje (vende) under overfarten. De fleste store færger er dog ikke dobbeltendere, men har en egentlig for- og agterstavn, hvilket medfører, at de bedre kan sejle på åbne havområder.

Næsten alle færger er enkeltskrogsfærger, men navnlig siden 1990 er der bygget en del hurtigtsejlende katamaranfærger, som består af to skrog forbundet med en fælles overbygning.

Katamaranfærger, som sejler over åbent vand, kan have et tredje, mindre skrog placeret forude mellem de to andre skrog. En sådan katamaran kaldes en wavepiercer, idet det ekstra skrog tjener til at dæmpe virkningen af store, mødende bølger.

Afhængigt af enten anvendelse eller konstruktion inddeles færgerne i forskellige typer. Efter anvendelse taler man om:

• godsfærger, som ikke har passageraptering;
• bilfærger, som specielt er indrettet til overførsel af biler og passagerer;
• jernbanefærger, som kan medtage jernbanemateriel i form af godsvogne eller passagertog; og
• kombifærger, som har flere anvendelsesmuligheder.

Efter konstruktion inddeles færgerne i:

• enkelt-, to- eller tredæksfærger afhængigt af antallet af vogndæk;
• ro-ro-færger, som er fragtskibslignende roll-on-roll-off-skibe med mulighed for overførsel af tunge laster, der i reglen kan fordeles på flere dæk; og
• passagerfærger, der er passagerskibe forsynet med et eller flere vogndæk.

Indtil sidste halvdel af 1800-tallet var færgerne som oftest mindre, træbyggede både eller skibe, der blev anvendt til overførsler af hestevogne, kreaturer, post og lettere stykgods samt passagerer. De mindste var åbne robåde (færgejoller) uden passagerfaciliteter. De større var sejlførende fartøjer med en eller to master (jagter og smakker), hvor der ofte var kahytsplads til de rejsende og i visse tilfælde mulighed for forplejning.

Særligt i et ørige som Danmark har færgefarten haft en umådelig positiv indflydelse på udviklingen gennem tiden. Der har været i hundredevis af færgeruter spredt over hele landet, som har sikret mobiliteten både inden for de enkelte landsdele og mellem dem.

Derudover har mange mennesker været beskæftiget med bygning og betjening af færgerne, ligesom der ofte opstod beskæftigelsesmuligheder i forbindelse med tilknyttede servicevirksomheder såsom specialleverandører samt hotel- og restaurationsvirksomheder i området.

I nyere tid, hvor mange færgeruter er blevet erstattet af broer og tunneller, er antallet af færgeruter gået tilbage, og dette har tydeligvis lettet den generelle transport, men det har også medvirket til at affolke store områder af landet, og dette må betragtes som uheldigt.

Værst er det nok gået ud over de byer, hvor en travl færgerute er blevet indstillet (Rødby-færge, Korsør, Nyborg) eller hvor et stort skibsværft, ofte et værft, som havde specialiseret sig i færgebyggeri, har måttet lukke (Helsingør, Aalborg).

• bilfærge
• jernbanefærge
• fregatfærge
• katamaranfærge
• wavepiercer
• skruefærge
• hurtigfærge
• godsfærge
• ro-ro-færge