Baghovedet er den nedre og bageste del af hovedet. Det dannes af nakkebenet (os occipitale), hvor der i bunden er en stor åbning (foramen magnum) til rygmarvskanalens forbindelse med hjerneskallen. Både rygmarven og flere nerver og blodkar går gennem denne åbning.

Faktaboks

Også kendt som

occiput

Knoglede strukturer

Kraniet fra siden - Nakkebenet
Af /Created with Biorender.com.

På hver side af åbningen er der en bred, fremtrædende ledflade, condylus occipitalis, som forbinder kraniet med den øverste halshvirvel (atlas) via et dobbelt ægled: atlanto-occipitalleddet (articulatio atlantooccipitalis). Midt bagtil har nakkebenet en fremtrædende knude (protuberantia occipitalis externa), som danner fæste for nakkeligamentet (ligamentum nuchae). Den kan mærkes under huden og er som regel tydeligere markeret hos mænd end hos kvinder. Til hver side for knuden går der en mere eller mindre skarp knoglekam (linea nuchae), som danner fæste for dele af nakkemuskulaturen. Nakkebenet ender øverst i en spids, hvor det er forbundet med de to isseben (ossa parietalia) i lambdasømmen (sutura lambdoidea). På siderne er det forbundet med tindingebenene (ossa temporalia) og fortil på undersiden med kilebenet (os sphenoidale).

Indersiden af nakkebenet

Lige indenfor nakkebenet ligger lillehjernen. Indersiden af nakkebenet danner her to konkaviteter (fossae occipitales cerebellares), som passer til lillehjernens form. Denne del af hjerneskallen kaldes bageste kraniekasse. Lige over den bageste kraniekasse ligger storhjernens nakkelapper. I dette bageste storhjerneafsnit registreres nervesignaler fra øjnenes nethinder. Ved mistanke om sygdom i centralnervesystemet er det nogle gange nødvendigt at udtage en lille mængde af hjerne-rygmarvsvæsken (cerebrospinalvæsken) til nærmere undersøgelse. Oftest gøres dette ved indstik i den nedre del af rygsøjlen, såkaldt spinalpunktion, men man kan også føre en nål gennem foramen magnum og suge lidt væske ud fra undersiden af hjernen.

Muskulatur

Flere af ryg- og nakkemusklerne fæster sig på nakkebenet (musculus trapezius, musculus semispinalis capitis, musculus splenius capitis, musculus rectus capitis posterior major & minor). Fra kranieoverfladen bagtil løber en muskel op til hovedbundens overflade. Denne nakkemuskel (musculus occipitalis) holder pandens hud stram ved at trække i skalpen (musculus epicranius).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig