Akyli er stærkt svækket eller manglende udskillelse af mavesaft i mavesækken.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af græsk nægtende a- og khylos ‘saft’
Også kendt som

achylia gastrica

Forekomst og årsager

Akyli forekommer hyppigst hos ældre personer. Som regel ses akyli i forbindelse med kronisk gastritis med ødelæggelse af kirtelcellerne i maveslimhinden, fx som led i perniciøs anæmi eller efter kirurgiske indgreb, hvor store dele af mavesækken fjernes eller ekskluderes.

Symptomer

Mavesaften indeholder både syre, pepsin og andre fordøjelsesenzymer. Almindeligvis begynder nedbrydning af proteiner i mavesækken. Nedsat fordøjelse i mavesækken kompenseres dog oftest fuldt ud ved nedbrydning af fødeemnerne i tarmen. Akyli giver derfor som regel ikke symptomer og kræver ingen behandling.

Akyli kan af og til give diarré idet bakterier, der er indtaget via føde, ikke dræbes i det sure miljø i mavesækken som normalt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig