En rask donor er koblet til en blodseparator via en vene i armhulen for at ekstrahere blodplader
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Aferese er en medicinsk procedure, hvor en eller flere af blodets bestanddele ekstraheres.

Proceduren

Blodet ledes gennem en maskine (blodseparator), som tilbageholder de udvalgte elementer og sender resten tilbage til donoren. Metoden gør det muligt at fjerne plasma (plasmaferese), blodplader (thrombaferese) eller blodceller (leukaferese). Plasma kan også isoleres ved bloddonation efter centrifugering af blodet. Blodplader indsamles ved thrombaferese, da blodseparatoren kan ekstrahere flere end ved en almindelig blodtransfusion.

Stamcelletransplantationer

Ved autolog stamcelletransplantation udtages leukocytter fra en patient efter behandling med G-CSF, som medfører, at blodstamceller forlader knoglemarven og træder over i blodet. Produktets egnethed kan vurderes ved at måle mængden af CD34-positive-celler. Produktet nedfryses, så personen efterfølgende kan modtage høj-dosis kemoterapi, der kan påvirke bloddannelsen i månedsvis. Efter endt behandling vil personen få sine egne, optøede stamceller tilbage, så bloddannelsen kan retableres i løbet af 2-3 uger.

Ved allogen stamcelletransplantation donerer en rask donor celler til en person, som kun kan helbredes med fremmede celler, som vil angribe personens kræftceller, typisk leukæmiceller, ved den såkaldte graft-versus-host-reaktion.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig