Velabrum er en lavtliggende dal i Rom mellem Capitol, Palatinerhøjen og Tiberen. Det var oprindelig en sump, hvorigennem et vandløb strømmede mod Tiberen. Området blev i antikken ofte oversvømmet af Tiberen, og det siges, at det var her ved Velabrum, at kurven med tvillingerne Romulus og Remus landede, og ulvinden fandt dem. Sumpen blev drænet, og vandløbet omdannet til Cloaca Maxima. Dette skete ifølge myten under Roms femte konge, Tarquinius Priscus, men det er vanskeligt at påvise arkæologisk.

Den Historiske Udvikling

Med dræningen af sumpen og konstruktionen af Cloaca Maxima omdannedes dalen til en stor åben plads, hvor det politiske og konstitutionelle liv for den nyligt etablerede romerske republik udspillede sig. Området, som før var en sump, var nu Roms symbolske centrum. Området blev også brugt til gladiatorkampe og teaterskuespil.

Velabrum blev et vigtigt bindeled mellem Forum Romanum nord for og Forum Boarium (Roms kvægtorv) sydvest for ned mod Tiberen, og området fik derfor en vigtig kommerciel betydning for Roms udvikling. To vigtige veje, Vicus Tuscus og Vicus Iugarius, gik gennem Velabrum og forbandt Forum Romanum med Forum Boarium og havnen ved floden. Vicus Tuscus løber ind på Forum Romanum ved, at den flankerer den senere Basilica Julia på dens nordvestlige side, mens Vicus Iugarius flankerer basilikaen langs dens sydøstlige side.

I de første tre århundreder f.v.t. blev store aristokratiske huse (domus) bygget omkring Velabrum. Husene lå mellem rækker af tabernae. I takt med, at Romerriget erobrede land i den østlige del af Middelhavsområdet i løbet af de sidste to århundreder f.v.t., udviklede Forum Romanum sig, og de aristokratiske huse blev forvandlet til portikker og basilikaer.

Antikkens Arkitektur på Velabrum

Selvom Forum Romanum siden er blevet den centrale del af det romerske rige og i dag er det foretrukne turistmål, er der stadig få, men vigtige, arkæologiske levn i Velabrumområdet. Den bedst bevarede er Janusbuen (Arco di Giano), der blev bygget i 300-tallet e.v.t. Den blev bygget som overdækning til handlende i området. Buen består af fire buer, og det menes, at den blev bygget til ære for den afdøde og helliggjorte kejser Konstantin den Store.

En anden bue kan findes ikke langt derfra. Det er Argentarii-buen (Arco degli Argentarii). Argentarii betyder 'de kvæghandlende'. Dele af buens ene side er bygget ind i kirken Sankt Georg i Velabrum, men stort set hele buen kan anes. Den har fungeret som indgang til kvægmarkedet, og på arkitraven er en indskrift stadig bevaret. Det beskriver, at buen blev dedikeret i år 204 e.v.t. af argentarii et negotiatores boari huius loci, hvilket betyder 'de kvæghandlende og deres bankmænd fra dette sted', hvor "dette sted" refererer til Forum Boarium – altså kvægtorvet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig