Vandalerriget

Vandalerne drog i 429 fra Spanien til Afrika under ledelse af deres konge, Geiserik. I løbet af det næste årti underlagde de sig provinserne Africa Proconsularis og Byzacena og indtog i 439 Karthago. Romerne sluttede i 442 en endelig fred med vandalerne, som dermed blev det første folk, der opnåede selvstændighed fra romerne efter at have erobret en del af riget.

Senere blev Balearerne, Sardinien og Korsika føjet til Vandalerriget, og i 455 plyndrede Geiserik Rom i forbindelse med indre romerske stridigheder.

Geiserik døde i 477 og efterlod sig et system, hvor kongemagten gik til den ældste blandt alle slægtninge af den afdøde konge. Systemet fungerede til 530, hvor Gelimer kuppede sig til magten, dræbte kong Hilderik og derefter begyndte at henrette medlemmerne af dennes familie.

Lige fra de krydsede Rhinen i vinteren 406-407, havde vandalerne været tæt forbundet med det iranske folkeslag alanerne. Da Geiserik besluttede sig for at forsøge sig med Afrika i stedet for Den Iberiske Halvø, drog alanerne derfor med. I et stykke tid efter erobringen af Karthago kaldte kongen sig endnu rex vandalorum et alanorum 'vandalernes og alanernes konge', men efterhånden ophørte alanerne med at eksistere som et selvstændigt folk; de lader til at være blevet assimileret hos vandalerne.

Selvom man kalder det Vandalerriget, havde områderne stadig den samme romerske karakter som før, og den romerske elite og administration lader til at være fortsat. Prokopios sætter vandalernes antal til 80.000, hvilket har gjort dem til en minoritet i Nordafrika. Som andre post-romerske riger integrerede vandalerne sig i de eksisterende strukturer, men bibeholdt deres tilhørsforhold og navn og regerede som en afgrænset elite.

Som nævnt bestod Vandalerrigets indbyggere efterhånden ikke kun af germanske vandaler, men også af iranske alanere, romere fra Den Iberiske Halvø og forskelle andre folk, der havde sluttet sig til eller var blevet indoptaget af vandalerne på forskellige tidspunkter af deres vandring. Dertil kom forskellige ægteskabsalliancer lokalt og med fremmede magter.

Vandalerne var ligesom de øvrige germanske folk arianere, hvilket i samtiden var en løs betegnelse for de kristne, der afveg fra beslutningerne truffet ved de økumeniske (fælleskirkelige) konciler. Forskellen i religion gav sig udslag i periodevise forfølgelser, især under kong Hunerik.

I en kort periode var vandalerne de facto underlagt Theoderik den Store, men havde ellers held med at bevare deres selvstændighed.

Romerriget sendte i både år 461 og år 468 militærekspeditioner af sted mod vandalerne, men begge gange førte det til katastrofale tab. Da Gelimer i 530 tog magten fra Hilderik, der var på venskabelig fod med romerne, var romernes muligheder for at gøre gengæld begrænset af konflikt med Perserriget. Efterfølgende brød der oprør ud i flere egne af kongeriget, og i 533 sendte Justinian 1. generalen Belisarius af sted i spidsen for en ekspeditionsstyrke for at undersøge forholdene nærmere. Da han var nået til Sicilien, fandt han ud af, at vandalernes hovedstyrke var sendt til Sardinien for at nedkæmpe et oprør. Belisarius udnyttede situationen og nedkæmpede i årene 533-534 de vandalske styrker og erobrede Nordafrika.

Vandalerne forsvandt herefter ud af historien som selvstændigt folk, men de optrådte fortsat som dele af de romerske hære i Østen.

Vandalernes historie kendes primært fra romerske forfattere, heriblandt biskop Victor fra Vita (født ca. 430), der som indbygger i Nordafrika beskrev de arianske vandaleres periodevise modstand mod og forfølgelse af ortodokse, og Prokopios, der som Belisarius' sekretær oplevede rigets fald på nærmeste hold.

• folkevandringstiden
• Det Byzantinske Rige