St. St. Blicher

Den personaliserede jeg-fortæller er tydelig i dokumentfiktionerne som Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, hvor Morten Vinge betror dagbogen sin skæbne, efterhånden som den udvikler sig, og hvor Blicher afslører Morten Vinges manglende selvstændighed ved at lade hans sprog skifte efter hans omstændigheder fra lydig discipel hos præsten over underdanig lakaj på herregården til taknemmelig degn hos et pietistisk herskab.

En anden variant har man i Sildig Opvaagnen (1828), hvor en selvretfærdig præst vil forklare sin vens selvmord ved at redegøre for hans kones forhold til en anden ven.

Igennem denne beretning blotlægger præsten efterhånden sit eget hykleri på en sådan måde, at det bliver Blichers indirekte fremstilling af lillebyens snæversyn og sladderagtighed og et langt mere nuanceret kvindeportræt end det, præsten vil tegne, der toner frem.

Også i de noveller, hvor fortælleren står mere på afstand af begivenhederne, er det af betydning, at de på en eller anden måde angår ham. I Hosekræmmeren (1829) er fortæller-jeg'et en udefrakommende iagttager, der beretter om en tragisk tildragelse i et fremmedartet miljø, men det er ikke desto mindre med til at gøre hans fortælling for alvor nærværende, at hans egen betagelse af den kvindelige hovedperson skinner tydeligt igennem.

Skytten paa Aunsbjerg (1839) har dobbeltfortæller: Dels beretter den voksne Blicher om nogle begivenheder, han husker fra sin barndom, dels gengiver han en ældre slægtnings udfyldende beretning — men igen er det af afgørende betydning for læserens tilegnelse af historien, at han får at vide, at dens hovedperson, skytten, var den lille Steens bedste ven på en herregård, hvor han ellers ikke befandt sig godt.

Selv i De tre Helligaftner (1841), hvor Blicher helt efterligner den folkelige fortællers alvidende 3.personsform, bidrager det til almueskildringens nærvær som fortælling, at fortællerens historie foregår i hans eget sogn og har hans egen forfader som hovedperson.

Dette forhold mellem begivenheder og fortolkning gjorde Blicher til tema for en af sine største noveller, Præsten i Vejlbye (1829). I dagbogsform fortælles om præsten Hr. Søren, der efter aflagt tilståelse henrettes for et mord, som det viser sig, at han ikke har begået. Gåden i den historie er, hvorfor præsten tilstår, og forklaringen, som også fremstår af fortællingen, er, at det gør han, fordi han ikke kan andet. Ellers bryder ikke bare hans tilværelse, men hele hans tilværelsesforståelse sammen.

Præsten i Vejlbye er den eneste fortælling af Blicher, der direkte har tilværelsens uigennemskuelighed som tema, men alle hans store noveller handler om den.

Det er tydeligt at se på Blichers digtning, at han, selvom han fuldt ud hører til i sin samtid, åndeligt set har sine rødder i 1700-tallet. Hans far, præsten Niels Blicher til Vium, var en fremragende repræsentant for sin tids rationalistiske præstetype.

I 1810 afsluttede Steen Steensen Blicher sine teologiske studier i København og fik ansættelse som adjunkt ved sin gamle skole i Randers. Samme år giftede han sig med Ernestine Blicher, født Berg, hans farbrors unge enke.

Ægteskabet blev rigt på børn, men ikke meget lykkeligt. Blicher fik sin Ernestine, men ikke den muse, han troede at gifte sig med; og Ernestine fik ikke den solide ægtemand, som hun uden tvivl havde regnet med. I 1828 søgte han separation, men ved faderens mellemkomst blev ægtefællerne hurtigt forsonede og holdt siden sammen i medgang og især modgang.

Steen Steensen Blicher blev forpagter hos sin far i Randlev. I 1819 fik han præstekald i det fattige Thorning og fra 1825 et væsentligt bedre kald i Spentrup. Men han sad i håbløs gæld; han angav selv ønsket om ekstraindtægter som en væsentlig grund til, at han begyndte at skrive noveller til det århusianske underholdningstidsskrift Læsefrugter, og til at han selv forsøgte sig med en konkurrent, Nordlyset (1827-29).

Blicher var en ivrig landbrugsreformator, skrev en topografisk beskrivelse af Viborg Amt (1839) og utallige småskrifter med forslag til sociale og økonomiske forbedringer i hedeegnene. Han må regnes for en af de teoretiske foregangsmænd i den hedeopdyrkning, som for alvor tog fart i slutningen af 1800-tallet.

Fra 1839 fik Blichers politiske interesse en klar demokratisk orientering. Hans største politiske indsats i disse år blev foranstaltningen af fem "Himmelbjergmøder". Hans egne taler til dem kan trods deres demokratiske ånd dårligt kaldes folkelige, men det afgørende er, at han med dem inspirerede til en forsamlingsform, hvor landbefolkningen selv kunne mødes, diskutere politik og på den måde formulere deres krav nedefra.

Steen Steensen Blicher plejede ikke sine præstekald alt for samvittighedsfuldt, ligesom han blev mere og mere forsømmelig med sin person; indimellem tog hans mange vandre- og jagtture på heden næsten karakter af egentlig vagabondering, hvor han blev fortrolig med alt og alle fra de store vidders ensomhed til hosebindingen og fra rakkere og tatere til velstående hedebønder.

I september 1847 fik han uansøgt afsked, men med pension; et halvt år efter døde han.