Saarland grænser op til Luxembourg mod vest og Frankrig mod syd. Saarland er den arealmæssigt mindste af de 16 tyske delstater, når der ses bort fra de tre bystater Bremen, Hamburg og Berlin.
Saarland.
Af .

Saarland er delstat i det vestlige Tyskland, som grænser op til Luxembourg mod vest og Frankrig mod syd. Med sine 2570 km2 er Saarland den arealmæssigt mindste af de 16 tyske delstater, når der ses bort fra de tre bystater Bremen, Hamburg og Berlin. Naboskabet med og den tidligere nære tilknytning til Frankrig betyder, at der findes et stort fransk mindretal i Saarland. I alt har delstaten lidt over 1 million indbyggere (2024). Hovedstaden er Saarbrücken.

Landskabet er visse steder stærkt kuperet, og 1/3 er skovklædt. Den største flod er Saar, som fra Frankrig løber gennem landet, inden den munder ud i Mosel.

Minedrift og industri

Saarbækkenet er et af Europas rigeste kulfelter med bl.a. kokskul, der har dannet grundlag for en omfattende jern- og stålindustri. Der er kanalforbindelse til jernlejerne i Lorraine i Frankrig, der har været afhængig af kul fra Saarområdet.

Den vigtigste industriakse udgøres af området mellem byerne Dillingen, Saarbrücken og Neunkirchen. I oplandet til kulfelterne opstod fra midten af 1800-tallet talrige "arbejderbonde"-bebyggelser, og i selve industriområdet mange minearbejderkolonier. Tidligere drev mange industriarbejdere ved siden af et lille landbrug, men dette er i vidt omfang ophørt, og mange af de små parceller ligger nu ubenyttet hen.

Saarlands historie

De landskaber, som med Versaillestraktaten i 1919 samledes som politisk og administrativ enhed under navnet Saargebiet, har siden middelalderen hyppigt skiftet mellem tyske og franske herskere; først med industrialiseringen fik Saarområdet fra ca. 1900 økonomisk sammenhængskraft som et af Europas vigtigste industriområder.

Efter 1. Verdenskrig blev Saargebiet mandatområde under Folkenes Forbund; i 15 år skulle Frankrig have ret til økonomisk udnyttelse af området, hvorefter en folkeafstemning skulle afgøre det fremtidige tilhørsforhold.

Afstemningen i 1935 blev med 90% tilslutning en stor triumf for Tysklands nazistiske regime, og indlemmelsen i Tyskland under navnet Saarland fandt sted samme år.

I årene 1945-1957 stod området under en fransk højkommissær. En folkeafstemning i 1947 gav flertal for et selvstændigt Saarland i økonomisk forbund med Frankrig. Som selvstændig nation blev Saarland i 1951 medlem af Europarådet og i øvrigt anerkendt som selvstændig nation af FIFA, således at Saarland kunne deltage i kvalifikationen til VM i 1954. Saarland tabte dog begge de to kvalifikationskampe mod Vesttyskland.

Efter en ny folkeafstemning i 1955 blev Saarland den 1. januar 1957 tilsluttet Vesttyskland som landets 10. delstat.

Politisk har Saarland som regel, nemlig bortset fra perioden 1999-2012, været socialdemokratisk regeret. En kendt socialdemokratisk ministerpræsident var Oskar Lafontaine, der regerede delstaten fra 1985 til 1998.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig